Oh, captain, my captain! Lars Movin sætter i sin nye monografi spot på den legendariske musiker, der pendulerede mellem navnene Don Van Vliet og Captain Beefheart. Hermed får et af datidens mest ekvilibristiske bands, The Magic Band, og deres mesterværk, pladen "Trout Mask Replica", både genrejsning, hyldest og aktualitet. Imponerende, lille bog!
Lars Movin, der sidst stak hovedet frem med mammutbogen Beat om Jack Kerouac og vennerne, sætter i sin nye, væsentligt mindre, udgivelse fokus på en overset musikalsk notabilitet. Captain Beefheart, der nåede at give et par koncerter i Danmark, er et ikon inden for den moderne rockmusik. Hans musik er utrolig særegen, men den påvirkede alligevel mange af eftertidens kunstnere. Vi taler også her om Frank Zappa som vennen, der både hjælper og spænder ben de rigtige steder, og en musikgenre, der rummer andre koryfæer såsom Jethro Tull. Albummet Trout Mask Replica (1969)er ikke bare skelsættende for Captain Beefheart and The Magic Band, men også for en musikkultur, der havde sit udspring i 1960'erne. Med andre ord rammer Movin hovedet på sømmet i spørgsmålet om autenticitet og originalitet.
Vi præsenteres for Captain Beefhearts mange ansigter, og det fremgår hurtigt, at manden i sin genialitet og kunstneriske nerve også rummer en god portion galskab og despotisme. Ikke mindst de utallige sessions, hvor bandet øver på afsidesliggende steder, eller direkte er isoleret fra omverdenen i et tillukket hus, der despotisk kontrolleres af kaptajnen. Og det er her, bogens styrke og svaghed ligger: sublimt er det næsten, når Movin gengiver de gamle bandmedlemmers beskrivelse af mesteren i øvelokalet - mere patetisk bliver det, når disse interviews ledsages af forfatterens egne kommentarer. Men fair nok; Movin brænder virkelig for materialet, og som det også var tilfældet i bogen Beat, så er han i stand til at komme både tæt på og rundt om sit emne på en raffineret måde. Ikke mindst hans evne til at opstøve gamle bekendte, tidligere venner og alskens musikfreaks er overraskende god.
Bogen fremstår så gennemført i både sin disponering af stoffet og layoutet, at det er en fryd at hengive sig til en svunden tids koryfæer, der trækker spor til nutidens musikscene. Movin har tilføjet noget nyt til den kultur og den musik, han beundrer så meget: nyt materiale til nye fans. Vi snakker her om et stoppested i musikhistorien, og det ville være en skam, hvis man ikke benyttede chancen for at køre med.
Køb eller bestil bogen på saxo.com.
Lars Movin: Captain Beefheart
Bebop, 256 sider
ISBN: 978-87-7973-418-0
Udkommer 19. Marts 2010