Flere nyheder

 
Litteratur
Kampskrift er ikke for sarte sjæle

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kampskrift er ikke for sarte sjæle
Man. 22. mar. 2010

"At være mand er at være handicappet, følelsesmæssigt begrænset. Maskulinitet er en mangelsygdom, og mænd er følelsesmæssige krøblinger." Dette er den klare holdning, der gennemstråler hele Valerie Solanas værk, og der lægges ikke fingre imellem! Tiden er inde til det endelige opgør med den mandsdominerede verden, og kvinderne må stå sammen for at klare opgaven.

I anledning af 100 års jubilæet for Den Internationale Kvindedag, 8. marts 2010, er SCUM Manifest (Society for Cutting Up Men) nu for første gang udkommet på dansk - 42 år efter den første udgivelse. Til trods for forfatterindens engagement og handlekraft var det i sin tid svært at finde et forlag, der ville udgive hendes manifest. Dette ændrede sig i 1968, da hun blev kendt som kvinden, der forsøgte at myrde Andy Warhol.

Valerie Solanas voksede op med en bedstefar, der slog, og en far, der misbrugte hende. Hun stak af hjemmefra og ernærede sig som prostitueret. Samtiden var præget af en opblomstrende radikal feminisme, men læser man manifestet med hendes personlige historie i baghovedet, er det svært ikke at give hendes opvækst en del af skylden for det rødglødende mandehad.

Mænd er mislykkede kvinder. De er kun blevet mænd som følge af en genetisk fejl - og de ved det godt. Dette forsøger de konstant at kompensere for ved at tillægge sig nogle maskuline handleformer, der modstiller sig kvindens måde at være på. Men det er nu ikke dette, der vækker mandehadet i Solanas. - Det gør derimod den dominans, mændene lægger i deres handlemåder, der gør kvinder til nogle væsner, der skal kues og tæmmes til at følge mandens bud og give ham ret, selv når han har uret. Således sigter Solanas også mod de kvinder, der lader sig dressere af mændene.

Det er hårdt for mændene at leve på en måde, hvor de hele tiden må kæmpe for at være noget, de inderst inde ikke ønsker. Derfor opfinder de forskellige situationer, hvor de kan få luft for frustrationerne og måske gøre en ende på deres lidelser - eksempelvis krig: For eftersom hans eget liv er uden værdi, foretrækker han at blive sprængt i luften og dø en ærefuld død frem for at hensmægte endnu halvtreds år i kønsløshed.

Manifestets klareste budskab er, at verden ville være bedre uden mænd og penge. En verden hvor de sociale bånd knyttes gennem venskab og kærlighed, og hvor sex er en saga blot. Hadet er med andre ord ikke manifestets eneste drivkraft. Det præges også af et ønske og et håb om en dyb og ubrydelig kærlighed. Derfor skal mændene udryddes én efter én. Og det kan kun gå for langsomt! For først når manden er ude af verden, kan de kvindelige ressourcer og den suveræne kvindelige intelligens komme til deres ret. Et utopisk samfund vil opstå, hvor undertrykkelse, krig, had og racisme er erstattet af venskab, kærlighed og evigt liv.

SCUM Manifest er underholdende og meget fængslende. Men det er ikke for sarte sjæle eller for dem, der lader sig gå på af stærke feministiske holdninger. For når det kommer til mænd og hele deres væsen, så er der ingen nåde.

Køb eller bestil bogen på saxo.com.

Valerie Solanas: SCUM Manifest
C&K Forlag, 96 sider
Udgivet: 8.3.2010
ISBN: 987-87-92523-33-4