William Nicholsons skuespil, "Tilbagetog fra Moskva", handler ikke om Napoleons slagne hærs tilbagetog omkring 1812, men om et dramatisk ægteskabeligt opgør i vore dages England. Kurt Ravn og især Birthe Neumann kaster sig ud i et ordorgie af Strindberg'ske dimensioner. Skuespilpræstationerne er imponerende, men teksten er og bliver noget tyndbenet. (Foto: PR-foto)
Alice og Edward har været gift i 34 år og har en voksen søn, Jamie, der netop er på besøg da tæppet går op. Jamie spørger til forældrenes ve og vel og præsenterer dem på den måde for publikum. Edward, der sidder i den ene ende af scenen, har det fint med at løse krydsogtværs og læse om Napoleonskrigene, hvis altså han kan få lov af sin kone. Alice, der sidder i den anden ende, udstråler dyb utilfredshed og frustration over alt og alle, men mest ægtemanden, som hun har så meget at udsætte på: Han begraver sig altid i sine bøger og ser hende aldrig rigtig. Det hun kræver, er "et rigtigt ægteskab" - at blive lagt mærke til, at blive set og elsket. Edward betror Jamie, at han omsider har fået nok. Han føler ikke, at han nogensinde kan gøre Alice tilfreds endsige lykkelig. Trods sønnens protester meddeler han hende på selve bryllupsdagen, at han har fundet en anden og vil skilles. Men Alice lader sig ikke sådan afskrive. Hun kæmper som en furie for sit ægteskab, mens Edward har fundet inspiration i Napoleons katastrofale tilbagetog fra Moskva, som han gentagne gange har siddet og læst højt af - især beskrivelsen af, hvordan de stærke lader de svage og sårede i stikken for selv at overleve. At slippe væk fra Alices omklamring er for ham et spørgsmål om overlevelse.
Hvis Alice var utålelig før, bliver hun nu om muligt endnu værre. Man får en mistanke om, at Nicholson har været inde omkring Jungs arketypelære, for Alice er et skoleeksempel på og offer for det, der i jungiansk terminologi kaldes en animusbesættelse. Animus er kvindens indre mand, som hun nødvendigvis må få kontakt med for ikke at ende i den faldgrube, hvor hun er holdt op med at tænke selvstændigt, men ikke desto mindre er helt og holdent sikker på, at hun sidder inde med Sandheden. Alice er fuld af uforgribelige meninger og ved alt meget bedre end både Edward og Jamie. ("Jeg har desværre altid ret," som en sådan kvinde engang betroede Jung.)
Johannes Lilleøre har den svære rolle som sønnen Jamie, der er en slags go-between mellem forældrene. Han har nogle bevægende øjeblikke, men stykket står og falder med samspillet mellem Birthe Neumann og Kurt Ravn i rollerne som Alice og Edward. - I deres ping-pong dialog og især i Alices til tider ufrivilligt komiske ordstrøm.
Landsteatret på Gladsaxe Ny Teater - Tilbagetog fra Moskva
Se spilletider
