Flere nyheder

 
Litteratur
Ny krimi af Harlan Coben

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ny krimi af Harlan Coben
Fre. 7. maj 2010



Der er efterhånden tradition for, at Harlan Cobens bøger ryger direkte ind på bestsellerlisterne, fordi han sædvanligvis forstår at skrue et spændende plot sammen og holde tempoet i sine bøger. Denne bog er ikke helt så hæsblæsende som vanligt, men til gengæld overrasker og skræmmer den med en slutning, hvis pointe virker chokerende troværdig.

Hovedpersonen i Forsvundet er Myron Bolitar. Han har været hovedperson i en del noveller af Harlan Coben, og hvis denne bog er første gang, man møder ham, så mangler man en del baggrundsinformation. Både om ham selv, hvad han laver og hvilke mennesker, der omgiver ham. Bogen kan sagtens læses som selvstændigt værk, men man sidder hele tiden med en irriterende fornemmelse af, at der er en hel masse bagvedliggende, man ikke får at vide. Den nærliggende løsning er naturligvis at springe videre til de tidligere bøger om Myron Bolitar og gå i gang med dem.

Myron Bolitar har netop indset, at han er ved at miste sin kæreste og hendes søn. Samtidig bliver han kontaktet af ekskæresten Terese, som forsvandt uden et ord 10 år tidligere. Hun ringer pludselig fra Paris og beder om hjælp. Terese forventer, at han smider alt, hvad han har i hænderne for at drage til Paris og hjælpe med at finde hendes eksmand Rick. Rick har selv bedt hende komme til Paris for at møde ham, men da hun når frem, er han forsvundet. Terese er bekymret, og Myron gør modvilligt, som hun beder ham om, og rejser til Paris.

I Paris bliver Myron og Terese begge arresteret af det franske politi og sigtet for at have myrdet Rick. Nær ved liget findes et DNA-spor, som tyder på, at Terese og Ricks datter, Miriam, har været til stede på gerningsstedet. Det eneste problem er, at hun døde mange år tidligere.

Hvad er der sket? Er datteren alligevel ikke død i det trafikuheld, hvor Terese lå i koma i et par uger efter? Har Rick holdt datteren skjult i alle disse år og pludselig besluttet, at Terese skulle kende til hendes eksistens? Hvis datteren er i live, hvem er så begravet i Miriams grav? Sandheden viser sig at være værre, mere gruopvækkende og chokerende, end man kunne drømme om.

Forsvundet er til tider lidt langtrukken og lidt for fyldt af indestængte følelser. Indgangshistorien virker som spild af tid, idet intet af den kommer til at betyde noget længere inde i handlingen. Derfor kommer den til at virke som et irritationsmoment i stedet for en spændende måde at begynde historien på.

Forsvundet er god ferielæsning, men det er nok ikke en krimi, man læser mere end én gang. Det er den en anelse for letbenet til på trods af den overraskende slutning. For en gangs skyld er det heller ikke alle dele af handlingen, der hænger lige godt sammen, hvilket trækker ned i den samlede bedømmelse.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Harlan Coben: Forsvundet
Lindhardt og Ringhof, 345 sider
ISBN: 9788711423844
Udgivet: 29. april 2010