Flere nyheder

 
Litteratur
Sproglige puslespilsbrikker

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Sproglige puslespilsbrikker
Fre. 14. maj 2010

Mikkel Thykiers nye udgivelse "Dit ansigt kommer før mig" udfordrer læseren med en fortælling, der både indeholder breve, dialoger, æstetiske refleksioner over death metal og en række fotos fra Paris. Bogen er ikke for alle, men er man en nysgerrig læser med smag for æstetiske blandingsformer er der - som altid - meget at hente hos Thykier.

Thykier er en af de egensindige unge forfatterstemmer, der udmærker sig ved at sætte hensynet til det, man lidt højpandet kan kalde den æstetiske nødvendighed, over de mere lavpraktiske hensyn til bogens størrelse, længde og sidernes format.

Det har siden debuten med den prisbelønnede Skyggerne er kun flygtige fra 1998 resulteret i en række udgivelser, der alene pga. deres særprægede format ikke var tilgængelige for en bredere læserskare. Nu er forfatterskabet heller ikke henvendt til det segment af læsere, der foretrækker plot og identifikation med helten/heltinden. Det oplagte publikum er snarere de, der værdsætter tekster, der fungerer som undersøgelser af, hvad der er muligt inden for rammerne af det, man kalder litteratur.

Og Thykier kommer rundt om meget på bogens små 100 sider. Vi er til musikfestival for udviklingshæmmede, vi inviteres til at læse en brevkorrespondance mellem to (tidligere?) venner, og et kapitel består af billeder fra Sorbonne i foråret 2006, hvor de studerende besatte universitetet i protest mod ny lovgivning. Endelig danner en analyse af death metal-musikeren Chuck Grodiner udgangspunkt for en løst skitseret æstetik, der beundrer den egensindige kunstners bestræbelse på at tvinge sit eget udtryk gennem udtryksmediets hurtigt-voksende arsenal af klichéer.

Alt dette bindes sammen af en semi-dialog mellem Frederik og Alma, hvor sidstnævnte kun er til stede som tavs lytter - indtil til sidst, hvor hun har sin eneste replik.

Et af de gennemgående træk i bogen er en ikke uvæsentlig sympati for den type modkultur, der dannes et sted mellem revolutionssympatiserende akademikere, reggae, death metal og udviklingshæmmede, der danser lige intenst til Natasja som til Lars Lilholt - selvom sidstnævnte behandler dem nedladende.

Men ansatser til sammenhængende linjer brydes effektivt op af den splittede kronologi, de mange udtryksformer samt den søgende usikre tale, Frederik fremfører. - En tale, der som det nok så berømte kældermenneske hos Dostojevskij flakker mellem skyld og skråsikkerhed.

Bogens undertitel Daglig tale knytter an til Thykiers bog fra 2002 med netop denne titel. Også her drejede det sig om en dialog mellem en mand og en kvinde.

Så selvom værket tilsyneladende er mere optaget af at etablere en undersøgende dialog med franske tænkere som Maurice Blanchot - der blandt andet var optaget af samtalens uendelighed - og Emmanuel Levinas - der fandt etikkens reneste udtryk i den andens ansigt - så kan og bør bogen også læses som endnu en brik i det besynderlige puslespil, Thykier i de sidste 12 år har snittet ud af sprogets og filosofiens råmateriale.

Vi ser frem til næste brik.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Mikkel Thykier: Dit ansigt kommer før mig
Gyldendal, 96 sider
ISBN: 9788702080865
Udkommet: 26. april 2010