|
|
Musiker og forfatter Henrik Marstal undersøger forholdet mellem musik og liv i bogen "Jeg lytter, altså er jeg". I et let og velsmurt sprog undersøger han det besynderligt sammenfiltrede væv af toner, rytmer, akkorder, følelser og sansninger, der går under navnet musikoplevelse.
Undertitlen på Henrik Marstals bog - tanker om musik og liv - er mere præcis end hovedtitlens noget kokette leg med Descartes' filosofiske credo, for Marstal er bestemt ikke ude i noget større filosofisk ærinde i denne bog. Han har sat sig for at skildre, hvad der foregår, når mennesker lytter til musik, og hvordan vores liv er uløseligt vævet sammen med den musik, vi hører og har hørt.
Med disse spørgsmål som ledetråd bruger han et 9-dages ophold i New York hen over nytåret 2009 til at opleve og beskrive den musik, han støder på i metropolen, samt refleksioner og afstikkere ind i hans personlige lyttehistorie og den moderne vestlige populærmusik gennem de seneste ca. 50 år.
Marstal er en levende og interessant rejseledsager, og hans passionerede forhold til musikken skinner klart igennem. Han skriver en ganske medrivende og levende prosa, der får læsningen til at glide let og uforstyrret fra beskrivelserne af, hvad det betød for en ung knægt at opdage Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band i forældrenes pladesamling til korte punktnedslag i den nyere musikforsknings teser og resultater.
Man er således godt underholdt undervejs, og Marstals udogmatiske forestilling om, at det at lytte til musik ikke kræver meget mere end et par ører og en spand tålmodighed samt viljen til at sætte sine personlige fordomme og præferencer i parentes, er yderst sympatisk og værd at slå et slag for.
Men, man kommer ikke udenom, at man i løbet af bogen får samme følelse, som når man lidt for længe har lyttet til virkelig velproduceret popmusik og længes efter en solo af Keith Richards, der først for sent opdager, at han er startet i det forkerte bånd. Bogen lider simpelthen under sin egen og forfatterens velslebne formidling, og som læser lukker man bogen uden at føle sig ret meget klogere på hverken sig selv, musik eller samspillet herimellem.
Måske er det bare svært at udgive bøger om musik og bevidsthed, efter Peter Bastian erobrede dén scene med et brag i slut-80'erne. Set i det lys er Marstals bog en sympatisk bagatel, der ikke er radikal og stridslysten nok i sine synspunkter til at vække læseren/lytteren af sin dogmatiske slummer.
Det skæmmer desuden udgivelsen, at forlaget ikke spotter fejl som f.eks. at Marstal beskriver den afdøde palæstinensisk-amerikanske litteraturprofessor Edward Said som orientalist. Enhver med et blot overfladisk kendskab til Said vil vide, at han var en arg kritiker af den akademiske retning, der kaldtes orientalisme.
Trænger man til en hurtiglæst inspirerende bog om musik, er Marstals bog ikke et dårligt bud, men vil man trænge dybere ind i den gådefulde relation mellem musik og menneske, må man hen og slå op under B for Bastian på det lokale bibliotek.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Henrik Marstal: Jeg lytter, altså er jeg - tanker om musik og liv
Gyldendal, 208 sider
ISBN: 978-87-02-09273-8
