Johann Wolfgang Goethes brevroman om den lidenskabelige og lidende Werther er i Jan Bosse og Andrea Koschwitzes version forvandlet til en serie monologer med et minimum af kostumer og sceneudsmykning. Modigt, men selvom skuespillerne sprudler ud over scenen, virker stykket trods sine kun 90 minutter en anelse langt og tungt. (Foto: Natascha Thiara Rydvald)
Werther er den overfølsomme idealist, der kvæles af tidens og samfundets normer, og som lever og ånder for skønhed og kærlighed. Han forelsker sig hovedkulds i Lotte, der er så godt som forlovet med Albert. Men selvom de tilsyneladende trives sammen, tager Werther aldrig skridtet fuldt ud til enten at forføre eller glemme hende.
For en kort stund prøver han at leve, som samfundet ønsker, men snart søger han tilbage til den nu gifte og uopnåelige Lotte. Chancen er forspildt, og for Werther, som hverken ønsker kompromis eller forstillelse, er der ingen mulighed for en lykkelig slutning.
Vi starter på en ganske bar scene. Werther, legemliggjort med stor sympati af Nicolai Dahl Hamilton, fortæller os i dagbogsagtige sekvenser dagens dato og begivenheder. Egentlig en fin ide, der får publikum til at føle sig usynligt til stede i Werthers overspændte hoved. Men selvom Hamilton gør det godt i sine hop hen over scenen, begynder opmærksomheden at vandre til det højtragende sprog. Hvor lang tid er der gået nu, kommer Lotte ikke snart? Uret på væggen viser slutdaoten, og det er svært ikke i tankerne at tælle ned til slutningen.
Det bliver bedre, da Lotte træder ind på scenen i Maria Rossings skikkelse. Hvor Hamiltons kostume er meget diskret og næsten tidløst, er Rossing iført en lyserød kjole med høj talje, der udstråler 1700-tal i modsætning til de bare vægge med det digitale ur og pistol-glasset.
Selvom både Lotte og Werther taler mere til publikum end med hinanden, giver det tiltrængt liv på scenen. Meget af tiden taler de - og Albert, som vi snart møder, spillet af Mikkel Arndt - i munden på hinanden. Det er irriterende af samme grund, som det er spændende: Febrilsk lytter man til fragmenter af tanker og monologer og prøver desperat at beslutte, hvem man skal give sin opmærksomhed. Slet ikke dumt.
Ideerne er gode, og Hamilton både velvalgt og velspillende; men man lider ikke nok med denne Werther, i hvad der ellers er en af litteraturhistoriens mest gribende og ulykkelige kærlighedshistorier. Måske er det, fordi hverken Lotte eller Albert fremstår med nogen nævneværdig dybde, at det er svært at forstå såvel forelskelsen som rivaliseringen. Måske er der simpelthen for meget tale og for lidt action. Resultatet er, at de 90 minutter ender med at føles for lange, og man næsten føler sig lettet, da skuddet omsider falder.
Skuespilhuset - Den unge Werthers lidelser
Se spilletider
