|
Amerikansk litteratur lader sig ikke sætte på en enkelt formel. Heldigvis da - for ellers var der ikke mulighed for at nyde de mange facetter, som belyses i antologien "Historier om Amerika". En række eksperter giver deres besyv om nyere, amerikansk litteratur, og det er der kommet en engagerende bog ud af.
Det er en vigtig formidlingsopgave, de to redaktører Michael Bach Henriksen og Tonny Vorm har sat sig for: beskrivelsen af strømninger i nyere amerikansk litteratur. Af bogens elleve bidrag handler kun fire om et enkelt forfatterskab. Resten er relativt utraditionelt sammensatte kategoriseringer, der dækker emner som "grøn modkultur", "nonfiktion i journalistikken" og "det moderne drama som tv-serie".
Peter Mortensens kig på den grønne modkultur kommer vidt omkring i den "særegne amerikanske tradition for nature writing". Frem vokser en litterær niche, der i sit politiske sigte søger at økoskamme det moderne menneskes destruktive fremfærd og litterært er en opdatering af fortidens meditative naturlyrikere som f.eks. Walt Whitman. Naturen som allegori går aldrig af mode.
Hvis formålet er at trække læseren til bogtruget og drikke sig mæt i amerikanske forfattere, drager særligt afsnittet om Philip Roths forfatterskab. På ganske få sider får man ikke bare en grundig introduktion til de jødiske litteræres indflydelse på amerikansk litteraturkritik, et overblik over Roth og hans litterære følgesvend Zukermans fiktionsbearbejdning af tabubelagte emner - racisme, klasseforskelle, depraverende livsførelse og ideologiernes hærgen - men også et nænsomt portræt af en aggressiv forfatters levede liv.
Til kategorien af fængende formidling hører også Bo Bjørnvig, der har fået (eller taget) den utaknemmelige opgave at skrive om science fiction. Som den gode pædagog han er, indleder han med en nødvendig beskrivelse af genren og dens historie tilbage til Jules Verne i 1800-tallet. Desuden udstikker han venligt en overordnet læsevejledning; nemlig at man skal læse let hen over eventuelle elendige litterære passager for at dykke ned i sf's egentlige berettigelse: den bevidsthedsudvidende oplevelse. En enkelt kommentar skal dog knyttes til underoverskriften "Sf-genrens H.C. Andersen", og det er, at den gamle digter også begav sig af med det, han selv kaldte for "fremtidspoesi".
Filmconnaisseur'en Kim Skotte skriver om Cormac McCarthys forfatterskab. Det synes imidlertid mere fornuftigt, om man havde bedt ham skrive om romaner, der blev omsat til filmmanuskripter. Hans svulstige, adjektivbefængte sprog skygger sine steder for budskabet, men det skal være ham tilgivet, når kapitlet i øvrigt indeholder en gedigen gennemgang af det dikotomiske forfatterskab. Lys og mørke. Liv og død. Intet mindre.
Det er uvist, men næppe sandsynligt, om udgivelsen i sin titel sender en hilsen til Henrik Lists bog Pussyland, der bærer undertitlen "Historier fra Amerika". Måske konklusionen bare er, at Amerika er fuld af historier, og at de burde læses oftere herhjemme. Hermed en anbefaling givet videre.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Michael Bach Henriksen og Tonny Vorm (red.): Historier om Amerika - Aktuelle strømninger i USA's litteratur
Bahnhof, 288 sider
ISBN 978-87-92095-28-2