|
|
Hvis man er til hårdkogte detektiver, kurvede femme fatale'r og film noir-stemning så det basker, vil man nyde Republiques nye stykke, "Noir". Men hvis man er på udkig efter en god krimi, bliver man skuffet, for der er mere labyrint end krimi, mere stil end handling, og der mangler både ledetråde og opklaring. (Foto: Per Morten Abrahamsen)
Privatdetektiven Aamati ankommer til et hotel for at møde en klient, vampen Zoi, der har brug for et lig - sin forsvundne mands. Forklædt som piccolo leder han efter spor og kommer ind på livet af de mærkelige personager, der huserer på hotellet: Den smågale og uforskammede receptionist, en syrlig sær gammel dame, en forfatter, der raser over folk, der stjæler hans hjerne, og naturligvis Zoi, der oser af sex og mystik. Er der nogen af dem, der er til at stole på, og hvad er der med den frysevæske?
Noir er en hyldest til film noir-genren, og rent stilistisk er det lige i øjet: Hotellet, der er som taget fra 40'erne, og de herligt stereotype karakterer skaber en fantastisk atmosfære, og filmprojektionerne fungerer glimrende som afspejling af vor helts indre følelser, begær og konflikter. Både receptionisten, den gamle dame og forfatteren har nogle herlige dialoger, der understreger, hvor mærkeligt det univers er, Aamati er landet i.
Problemet er imidlertid, at selve intrigen er for vag. Vi får ikke rigtigt nogen hints om, hvad der er sket med Zois mand. Er han død eller blot forsvundet, og hvad er Zois motiver? Man får en fornemmelse af, at den indledende kriminalgåde blot er en undskyldning for at fortabe sig i noir-genrens stil og persongalleri, og så bliver den lidt glemt. Det er rigtigt synd, for der er masser af guldkorn i Marina Bouras' dramatikerdebut, men man ender nemt med at sidde og kede sig, mens man spejder efter, hvor krimien blev af.
Det, der redder stykket er, udover den flotte visuelle side, de fremragende skuespillere. Jens Albinus, der har iscenesat Noir sammen med Marina Bouras, viser mange facetter i rollen som kynisk detektiv, opsætsig piccolo og usikker, desillusioneret elsker. Herlig er også Anders Hove som en gnavpot af en receptionist med vildt hår og temperament, og Elsebeth Steentoft som den besynderligt søgende/afvisende dame, der leder efter mening og sammenhæng. Susanne Storm er udmærket som femme fatale, men hendes karakter er næsten den mindst interessante, fordi vi ikke aner, hvad der foregår inde bag det smægtende ydre. Endelig har vi Morten Hauch-Fausbøll som paranoid og pengeløs forfatter.
Alt i alt er Noir et utroligt stemningsfuldt stykke med meget flotte kulisser og visuelle effekter, sjove karakterer og dygtige skuespillere. Hvis bare der havde været mere kød på krimien, kunne dette være blevet rigtigt godt. Nu er det mest en lækkerbisken for fans af genren og småkedeligt for resten.
Teater Republique - Noir
Se spilletider
