|
|
Ingmar Bergmans mesterværk, "Persona", kan nu igen opleves på Teater Får302, og det bør man ikke snyde sig selv for. Pernille Lyneborg og Stine Holm Joensen snakker, råber og tier sig gennem de 80 minutter på mesterlig og uhørt intens vis, godt hjulpet af den ekspressive scenografi. Det skader dog ikke at have set Bergmans film først. (Foto: Alexander Brandel)
Den feterede skuespillerinde Elisabeth Vogler rammes af tavshed på scenen og indlægges efterfølgende for sin stædige stumhed. Her kommer hun i den naive, unge sygeplejerske Almas hænder. For at bryde den larmende tavshed pludrer Alma om løst og fast, til hun pludselig har udøst sine dybeste hemmeligheder, og med et går det op for hende, at Elisabeth måske ikke er den sympatiske lytter, hun troede.
Samspillet mellem den tavse Pernille Lyneborg og den jordnære Stine Holm Joensen er intenst og ladet med erotik. Strandorgiet viser tydeligt, at Alma er mere end blot latent lesbisk, og der er mere end en snert af forelskelse i hendes tilbedelse af skuespillerinden. Det er en kraftpræstation, både fra Stine Holm Joensen, der leverer én lang monolog, der bevæger sig fra lillepiget beundring over dybeste anger og forrådt raseri, og fra Pernille Lyneborg der som Elisabeth næsten udelukkende udtrykker sig gennem mimik og kropssprog.
Elisabeth leverer et smukt, blankt spejl, som Alma ønsker at se sig selv i, og langsomt smelter hun sammen med Elisabeths persona. I det antikke drama er personaen den maske, skuespilleren bærer for at fremstille rollens personlighed. For Elisabeth er sygdommen blot endnu en maske, men Alma identificerer sig med personaen og er tæt på at miste sig selv. Lidet aner hun, at Elisabeth imens, smilende som en uudgrundelig sfinks, suger til sig af hendes uskyldige, umiddelbare livskraft, før hun - bevidst eller skødesløst - afslører sit sande væsen.
Hele dette virvar af tavshed, begær og bekendelser foregår på en lillebitte scene bag blodrøde slør, der på forbavsende vis fremmaner teaterscene, hospitalsseng, sommerhus og natur. Stor ros til Nina Flagstad. Allerede første scene, hvor Elisabeth titter ud gennem gardinet, synlig for os, men skjult bag det semitransparente gardin, er herlig. Men den røde farve understreger også den intense stemning og lægger et ildevarslende skær over fortællingen. Ikke mindst, da Alma giver stemme til Elisabeths inderste skam og fortvivlelse fra det lille, røde rum - husets og fortællingens hjerte.
Der er kun de to kvinder på scenen, og derfor benytter instruktør Hanne Hedelund sig af en voiceover, hvilket fungerer godt i starten. Da Elisabeths mand, reduceret til stemme og lommelygte, kommer på besøg, bliver det dog for forvirrende, hvis man ikke har filmen i frisk erindring. Stykket afsluttes med endnu en voiceover, der fortæller, hvordan det vil gå kvinderne. Denne epilog er efter sigende med i Bergmans oprindelige manuskript, og det må være en smagssag, om man ønsker denne ekstra viden eller foretrækker filmens åbne slutning.
Teater Får302 - Persona
Se spilletider
