|
|
Ligefrem god var Det Kongelige Kapels Symfonikoncert #2 altså ikke. Lidelsesfuld var den dog heller ikke - men nærmest som en arm, der sover. Måske var det de blodfattige germanere, der sugede alt liv ud af de ellers så vellystne komponister Mozart og Tjajkovskij? (Foto: DR/Bjarne Bergius Hermansen)
Potentialet var der; på papiret i hvert fald. En tysk dirigent, østrigsk pianist og det, vi bedst kender som landets bedste strygere: Det Kongelige Kapel. I praksis havde de ellers så præcisionsberømte mellemeuropæere svært ved at finde melodien, og strygerne fra vores royale kapel syntes at kede sig bravt, hvilket havde den positive effekt, at træblæserne og ikke mindst hornet i Tjajkovskijs 5. symfoni blev aftenens livreddere.
Det begyndte ellers lovende med en koncentreret opførelse af seks små tolvtonestykker af Webern. En fin gestus til hhv. dirigent og solist, idet Webern var østriger som sidstnævnte, og hvis musikalsk revolutionære musik af førstnævntes hedengangne naziregime blev stemplet som entartet - en kategorisering, der vel næsten kan betegnes som et adelsmærke for originalitet. Kapellet formidlede originaliteten, så den blev vedkommende også for nutidens publikum som en slags generelt opgør med det etablerede.
Men fra oprøret bliver det jævnt trav. Pianist Markus Schirmer har intet at sige med Mozarts 20. klaverkoncert, selvom han antageligt personligt skulle have komponeret de indlagte kadencer. Mozart forblev kun en skygge i opførelsen, der var alt andet end sjov og ilter som forventet. Ramt af germansk Effektivität uden effekt.
Lidt bedre går det med den mindst lige så passionerede Tjajkovskij, men de danske musikere jokker stadig rundt i partituret som uelegante nordboere uden format til at spille russisk, så strenge og hjerter er spændte til bristepunktet.
Koncerthuset - Symfonikoncert #2
22. oktober 2010
