Flere nyheder

 
Musik
Stil- og stemningsfuld aften

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Stil- og stemningsfuld aften
Man. 1. nov. 2010



Flemming Enevold fortryller og forfører i rollen som den ultimative crooner, Francis (Frank) Albert Sinatra. Akkompagneret af et veloplagt bigband i den til lejligheden indrettede 50'er natklub, man normalt kender som Park Café, leverer Enevold selvsikkert og nonchalant numre som "I Get A Kick Out Of You" og "I've Got You Under My Skin". Et gennemført show for enhver Sinatra-fan.

Scenen sættes det øjeblik, man træder indenfor på Park Café i en lækker atmosfære med stofbeklædte søjler og små natklubborde med røde lamper. Det eneste, der mangler for at fuldende stemningen af ægte amerikansk 50'er natklub, er måske den bølgende cigaretrøg, som dengang nærmest var en del af moden, men som i 2010 er henvist til den sprøde efterårsluft.

En sådan indretning inviterer naturligvis også til en påklædning, der matcher, og personalet er da også "dressed to impress". I aften står den ikke på jeans og T-shirt, men tværtimod på hat, jakke, vest og seler til herrerne og sorte cocktailkjoler til damerne. Kort sagt, der er stil på drengen.
Da Flemming Enevold træder ind, står han da heller ikke tilbage for nogen, men indtager rummet emmende af Sinatra-stil med den klassiske fedora-hat på hovedet.

At ville løfte Sinatras musikalske arv kunne forekomme at være et farligt projekt, men så snart Enevold stemmer i med "Fly Me to the Moon", fordufter enhver tvivl, publikum måtte have. Med en kraftig, men samtidig blød og smægtende stemme mere end lever Enevold op til forventningerne og viser, at han er helt inde under huden på sit store idol. Enevold er dog ikke alene om at blæse nyt liv i Sinatras hits. Under kyndig ledelse af dirigent Andreas Vetö sætter det 14 mand store bigband gang i de jazzede rytmer. Det er ren nydelse for øregangene.

Sinatra Night er en forestilling "om en mand og hans musik" og tydeligvis et projekt, som står Flemming Enevolds hjerte meget nær. Ledsaget af en stribe stills og filmklip gør han meget ud af følsomt at fortælle historien om manden bag musikken og de følelser, der rørte sig i ham på forskellige stadier i hans liv. Og det gør Enevold med humor, charme og elegance. Så træk i vest og hat og nyd en gentleman's drink til lyden af en croonende Flemming Enevolds fortolkning af Sinatras signaturnumre.

Sinatra Night kan opleves på Park Café på udvalgte aftener med specialdesignet 3-retters 50'er-menu efterfulgt af tidens favoritcocktails.

Se spilletider