|
|
Fantastiske kostumer gør Thomas Bendixens "Misantropen" til noget af det flotteste, man længe har set på den danske teaterscene. Disse ledsages af en række gode skuespillere, anført af en særdeles velspillende Lars Mikkelsen som menneskehaderen Alceste. Et must, hvis man er til klassisk teater i smuk opsætning uden store overraskelser. (Foto: Per Morten Abrahamsen)
Molières komedie Misantropen fra 1666 er et skarpt portræt af samtidens overklasse, der smigrer og intrigerer på livet løs. Hovedpersonen Alceste frastødes af alt deres skuespil og sætter en ære i altid at sige sandheden, selvom den skaffer ham fjender. Det gælder også kvinden, han elsker, den smukke Célimène, der leger med sine mange tilbedere og til fulde mestrer tidens skikke.
Thomas Bendixen har valgt at opføre hele stykket på vers - al dialog foregår altså i parrim. Det er modigt gjort, og selvom det virker en smule anstrengt i starten, abstraherer man hurtigt fra det, og det ender med at supplere kostumerne og fuldende 1600-tals atmosfæren. Allerede i pausen føles det så naturligt med rimene, at man har svært ved ikke selv at tale i rim.
Lars Mikkelsen har hovedrollen som Alceste, og det er meget imponerende, hvordan han formår at rase, håne og tilbede på rim med en brændende lidenskab. Mille Hoffmeyer Lehfeldt er meget velvalgt som koketten Célimène, der i øvrigt har nogle herlige dueller med stakkels skinsyge Arsinoé, glimrende spillet af Tammi Øst. Derudover glimrer Benjamin Kitter i rollen som Acaste, den lille markis.
Skuespillerne er iført de herligste barokkostumer med sløjfer, flæser, brokader og store parykker, der afspejler deres karakter. Den affekterede Oronte, spillet af Steen Stig Lommer, paraderer rundt i et lilla outfit med matchende støvler, mens han med hævede arme og stor selvhøjtidelighed fremsiger sine dårlige vers, mens Célimène og Arsinoé sejler rundt på scenen i overdådige skrud. Som kontrast er Éliante og Philinte, der repræsenterer fornuften og mådeholdet, meget enklere klædt.
I stykkets begyndelse er Alceste selv enkelt, men elegant klædt i kontrast til Célimènes lapsede tilbedere, men som stykket skrider frem, og hans afsky til samfundet forstærkes, ryger både jakke og hestehale, til han til sidst står med vilter manke og åben skjorte - bestemt ikke comme il faut. Det er tydeligt, at scenograf Steffen Aarfing og kostumedesigner Marie í Dali ikke blot har ønsket at kreere nogle underskønne kostumer, men virkelig har tænkt over dragternes symbolbetydning.
Thomas Bendixen ophøjer Alceste til tragisk helt og fjerner dermed en del af komikken. Det gør ikke så meget, fordi der er mange andre latterlige figurer, der nok skal sikre nogle grin undervejs, men det betyder, at slutningen, som ikke skal røbes her, virker meget mere uforløst. Det har også den konsekvens, at Philinte som Alcestes fornuftige modstykke kommer til at virke fjollet og ligegyldig, og derfor forbliver man uberørt af, hvordan stykket ender for ham.
Misantropen - Skuespilhuset
Se spilletider
