Flere nyheder

 
Musik
Powersolo

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Powersolo
Tir. 15. feb. 2011

Århusianske Powersolo, aka The Railthin Brothers, er stadig en duo, men holder stilen til trods og giver os med deres 5. fuldlængde album endnu en tur i deres særegne univers.

Det første der falder undertegnede ind, er at musikstilen kan betegnes som en slags skovhugger-western-surf, produktionen er low-fi, skramlet og Powersolo formår stadigvæk at charmere med deres enkle instrument-setup. Det må siges at være en kvalitet, at kunne lave iørefaldende og intens musik med så få midler og stadigvæk finde på nyt.

Powersolo har alle dage været seriøse og eksperimenterende, og det bliver der på Buzz Human ikke ændret på -inspirationerne fra psychobilly og punkelementerne er stadig til stede. Men på Buzz Human kan man også høre referencer til Les Claypool's solomateriale, tydeligst er det på pladens andet nr. I love but I hate you, hvor vi får en omgang med klokkespillet. Dette nummer står sammen med Took it to me pads, Hear my plea og She fights your boredom with her soul som pladens stærke side, sidstnævnte er klassisk Powersolo. Lidt kedelige er numrene Satisfy the man, Acid orchid og Creepy. Creepy har dog et meloditema, der er en radiosingle værdig.

Pladen eksploderer pludselig og uforudsigeligt på nummeret The rither, med en punk-tilgang og et inferno af instrumenter, blandt andet noget så sjældent som en tuba med distortion. Det nummer er med til at holde lytteren fokuseret og passer glimrende ind i Powersolo universet. Nummeret Sensation skal være undertegnedes bud på et radiohit, da dette nummer svinger bedre og er et af de mest lyttervenlige numre på pladen. Pladens to sidste skæringer, I don't want assistance og I miss you er klassisk Powersolo, som man kender det fra eksempelvis Fertilizer.

Powersolo udfordrer lytterne på godt ondt med deres nye album, og det må man tage hatten af for, og det samme gælder, at de aldrig har haft behov for at indynde sig hos nogen. Powersolo er uhøjtideligt og fjollet men på en seriøs måde. Og de skal have point for at forblive Powersolo og ikke lige pludselig være Indie, elecktro eller hvad der er på mode for øjeblikket. Powersolo kan deres håndværk og, overordnet holder sangene og arrangementerne. Men efter et par gennemlytninger går det sjove imidlertid en smule af, og det bliver desværre lidt trivielt for denne anmelder. Dog kan man som fan af Powersolo roligt anskaffe sig Buzz Human; Powersolo er Powersolo.

Powersolo Buzz Human
Udkom d. 14.02.2011
Crunchy Frog