|
|
Det er som altid et svært ærinde, Betty Nansens Peter Langdal er ude i som fortolker af klassikerne; denne gang den spanske guldalderdramatiker Pedro Calderóns "Livet er en Drøm" fra 1635. Trods insisterende skuespilpræstationer lykkes eksperimentet ikke denne gang. (Foto: Per Morten Abrahamsen)
De filosofisk-litterære referencer står nærmest i kø; fra Platons hulelignelse over ødipusmyten til bibelens myter samt hele den filosofiske stab af determinister og naturligvis disses modstandere. Sidst, men ikke mindst, er der også Shakespeare, som er Calderóns historisk set tætteste reference. Med andre ord: en fortolkning kalder på simplicitet og elegance.
Og det lykkes desværre overhovedet ikke for Peter Langdal & team.
Teksten er maltrakteret til en uskøn blanding af Calderóns originale sprogbilleder og filosofisk mættede kiasmer på den ene side og baggårdsdansk på den anden. Scenografien er støjende både i konkret og overført betydning, og hvad der kunne have været et vedkommende stykke om livets vigtige spørgsmål er - ifølge teatrets egen kategorisering - blevet til en "hæsblæsende roadmovie".
Trine Dyrholm gør ellers, hvad hun kan for at give hovedrollen som Astrea/Rosaura bid. Men det er naturligvis svært at levere de betydningsmættede karakterer (den græsk-romerske jomfrugudinde for retfærdighed og den sidste af de dødelige guder, der forlod jorden, Astrea, og anagrammet for solopgang på spansk Aurora/Rosaura) iført først bøllehue og dernæst stuepigekostume, der fratager hende enhver autoritet. Hun ankommer til kongeriget Polen, hvor kongen har låst sin arving, Segismundo, inde som værn mod opfyldelsen af en gammel profeti, der varslede ødelæggelse af riget under Segismundos ledelse.
Rosaura er som Segismundo fanget - men i sit eget net af had, kærlighed og hævntørst, og sammen finder de to hovedpersoner en vej ud af ensomheden og af deres tankers og skæbners fængsel; godt hjulpet på vej af støtteroller i form af prinsessen, hertugen, tjeneren samt de to respektive fædre.
Kenneth Christensen er "nyt, ungt blod" til teatret og fortjener ros som den dyriske Segismundo, der får sin chance som regeringsleder efter en mislykket generalprøve som konge for en dag a la Jeppe på Bjerget, forklædt som drøm.
Da virkeligheden ikke er en pointe i Calderóns stykke, burde scenografi (en slags skrotland) og valgte problemstillinger (hvem elsker hvem?) heller ikke have anstrengt sig for at ligne. Heldigvis er flere af Segismundos monologer bevaret nogenlunde intakte, og fra dem kan man udpakke de mange af Pandoras æsker, som viser os, at livet består af - og nødvendigvis må bestå af - drømme med drømme i.
Havde Betty Nansen dog bare valgt at drømme med i stedet for at ville underholde med slapstick, var det hele nok ikke blevet oplevet som et mareridt snarere end et eventyr.
Livet er en Drøm - Betty Nansen Teatret
Se spilletider
