|
|
(Foto: Per Morten Abrahamsen)
Anders Lundorphs "Othello" byder på et velklingende Shakespeare-dansk, en blændende Jago og et par sjove tanker om kønsroller, men rigtigt vellykket er det alligevel ikke. Måske vil han for mange ting, det bliver i hvert fald aldrig specielt kønspolitisk eller rigtigt tragisk.
Jalousiens grønøjede monster driver sit spil med personerne i Shakespeares Othello: Jago er jaloux på Cassio, fordi Othello har forfremmet ham i stedet for ham selv, og Rodrigo er skinsyg på Othello, der har vundet den smukke Desdemona. Jago benytter sig derfor af den godtroende Rodrigo til at gøre Othello jaloux på Cassio over en indbildt affære med Desdemona og dermed hævne sig på dem alle.
På trods af tragediens titel er Othellos sande hovedperson Jago. Med sit bitre had og snedige løgne er det ham, der sætter hele tragedien i gang. Morten Christensen er utroligt velvalgt i rollen som den samvittighedsløse skurk, intens i sit had og slesk underdanig i sit dobbeltspil. Mest menneskelig er han i sin frygt for, at han selv er blevet gjort til hanrej af både Othello og Cassio, hvilket yderligere styrker hans bitre had og forklarer netop denne type hævn.
Mens Jago på den måde er afmaskuliniseret, er hans hustru, Emilia, i Anders Lundorphs udgave forvandlet til en mand i kvindeklæder - som hun endda på et tidspunkt påtvinger Jago, som symbol på hans mandigheds komplette nederlag. At gøre Emilia til en storflirtende transvestit er ganske morsomt, og Morten Burian gør det godt - om end rollen er ret stereotyp. Måske tilføjer det lidt ekstra pondus til hendes berømte tale om mænds fejl, og hvordan de selv har fortjent det, hvis deres koner er dem utro.
En anden mand, der er blevet reduceret, er Othello: Den stolte maurer ligner en bleg revisor, hans tale er kedsommeligt pralende, og i det hele taget er der er ikke megen mægtig krigsgeneral over Martin Geertz aka The moor, her kaldet Bossen. Hans modsætning er Cassio, spillet kækt og fornøjeligt af Joen Højerslev: En spinkel smartass iført cykeldragt og ipod, der ikke holder sig tilbage for at voldtage plastikdukker foran tilskuere.
Desdemona er traditionelt himmelråbende naiv og romantisk. I Line Bie Rosenstjernes skikkelse er hun lidt mere af en flirt, men den barnlige uskyld bevares i form af Mickey Mouse-toppen, dukken og - undskyld mig - den stærke jyske accent. Hendes blåøjethed levner ikke megen dybde til karakteren, og man har derfor svært ved at føle med hende, da lokummet begynder at brænde.
At kalde Anders Lundorphs Othello for en kønspolitisk kampplads er nok overdrevent - der er et par ansatser, men de bliver ikke for alvor brugt til noget. Scenebilledet er fedt og råt, men hvad skal vi med alle de afrevne dukkelemmer? I bedste fald understøtter de stykkets stemning af krig og død, men de virker også bare lidt påklistrede. Nogen tragedie er det dårlig nok heller, for vi føler meget lidt med ofrene. At stykkets 3 timer ikke kommer til at føles for lange, skyldes i meget høj grad Morten Christensens fænomenale Jago.
Othello - Teater Republique
Se spilletider
