|
|
(Foto: Miklos Szabo)
Der er for mange blindgyder i Teater Grobs psykologiske drama "Labyrinten", som lover en mystik og kompleksitet, det ikke kan leve op til. Derfor ender stykket desværre som en skuffende parodi på en psykologisk thriller med overfladiske personer og et plot, hvor alle twists kan ses på lang afstand.
David er succesfuld psykolog, der venter barn med sin kæreste, kunstfotografen Karoline. Alt er idel lykke, indtil hans kollega og tidligere kæreste, Barbara, sender ham en ny patient, Karl. Han har tunge ting på samvittigheden, og snart begynder hans dystre fortid at brede sig ud over det lille hjem. Der er således mange spændende elementer i historien, og der bygges op til store overraskelser. Faktisk bygges der op i lang tid, men desværre er overraskelserne sørgeligt forudsigelige, og spændingen glider derfor ud i lidt af et antiklimaks. Den lever simpelthen ikke op til den mystik, der bygges op.
Det er en skam, for det er vigtige emner, Niels Anders Thorn tager op med Labyrinten. Særligt er det modigt at give stemme til en pædofil og præsentere os for hans fortvivlede udgave af et gammelt overgreb. Desværre er der for meget fokus på at skabe en mystisk stemning, så vi aldrig for alvor kommer ind under huden på de forskellige traumer, hvorfor det heller ikke kommer til at berøre os nok.
Jesper Lohmann spiller David, men han formår heller ikke at redde stykket. Der er for lidt dybde i rollen, så der er ikke meget at udfolde for Lohmann, og hverken han eller publikum kommer tæt på personen David. Det samme gælder Karoline, spillet af Lærke Winther: Hendes karakter rummer ellers så mange muligheder for dybde, men vi zapper kun lige overfladisk hen over hendes liv, og når hun selv kan overvinde dybe livskriser på få minutter, er der ikke rigtigt nogen grund til, at vi skal kere os om hende.
Henrik Birch spiller Karl, og hans karakter er nok den mest interessante - vi ser hans neurotiske usikkerhed og i et kort glimt den fare, han rummer. Var fokus forblevet på hans karakter, tror jeg, stykket kunne være blevet helt anderledes spændende og udfordrende. Sådan bliver han kun til en brik i spillet omkring David, hvor alle begår overgreb på hinanden, og ingen er fri for hemmeligheder - hemmeligheder som hintes, men som aldrig indfries over for publikum: Vi finder f.eks. aldrig ud af, hvorfor David selv har gået til psykolog, eller hvorfor han i begyndelsen ikke vil have Karl som patient - alting virker irriterende uforløst.
Labyrinten har alle ingredienserne for at blive et psykologisk drama, en socialrealistisk skildring, en klassisk tragedie eller endda en osende thriller, og måske er problemet, at den sigter på det hele og derfor ikke rammer plet med nogen af delene. Historien er på enhver måde dybt tragisk for alle de seks involverede, men når der hverken er kant, overraskelser eller en følelse af indlevelse, er det bare ikke godt nok, og man oplever, at fortællingen ender med at fare vild i sin egen labyrint.
Labyrinten - Teater Grob
Se spilletider
