|
|
Den populære norske omparockgruppe Kaizers Orchestra indtog onsdag aften et udsolgt Store Vega med lysten til at feste og evnen til at få spillestedet til at koge over. Gruppen havde alle kort på hånden i form af en massiv fanskare, en original musikstil samt gode musikere og ikke mindst en uhyggeligt karismatisk frontmand. Dog skulle de knap halvvejs igennem det næsten to timer lange sæt, før energien på scenen begyndte at matche publikums ufortrødne jubel.
Vega blev godt og grundigt opvarmet af solisten Jarle Bernhoft, som med sin guitar og loop-pedal skabte et soul-rock'et lydbillede, hvilket i sig selv var ret imponerende, da han på denne måde fik demonstreret sin ferme musikalitet. Sangene var som sådan ikke stilmæssigt nyskabende, men omvendt fik Jarle Bernhoft vendt sit Stevie Wonder-agtige udtryk til et slags refererende ekko til den stil, han hylder. Han udfylder hele det musikalske spektrum ene mand, og som sådan formåede han alligevel at fremstå med en original, sammensat musikstil.
Publikum var da også helt varme, da Kaizers Orchestra gik på scenen, og det ændredes ikke i løbet af aftenen. Dette skabte dog en uro hos undertegnede, da det virkede, som om bandet følte, at de havde skabt aftenens fest på forhånd. Dette kunne mærkes i en stor del af koncertens første halvdel, hvor bandet virkede mere eller mindre uoplagte (dog ikke frontmand Janove Ottesen, som var energisk og karismatisk hele vejen igennem!).
Bandet lagde ud med favorable sange som "Delikatessen" og "Djevelens Orkester", hvilket fungerede tilforladeligt, men ikke uovertruffet. Ottesen ping-pong'ede lystigt med det energiske publikum, og det var da også hovedårsagen til, at oplevelsen hele tiden var på den gode side af det jævne.
Kaizers Orchestra fik i aftenens sæt plads til en del sange fra den nyeste udgivelse Violeta Violeta, hvilket i og for sig også fungerede godt. Det var dog stadig som om, der manglede en afgørende gnist i gruppen, før at koncerten skulle få det rette boost, så at gruppens live-ry kunne komme til sin ret. Men dette lykkedes heldigvis, da de tog fat i sangene fra Ompa til du dør og Maestro.
Da orgelsekvenserne fra "Ompa til du dør" tonsede af sted, var bandet som forandret. De brillerede pludselig med kraftfuld live-energi og en genfødt koncertrelevans, så at man nu fornemmede et stærk og helstøbt band storme ud over scenekanten. Gruppen eksekverede nogle heftige stompsessions samt solide bassoli og stagedive. Scenen gnistrede nu af spontant og inspirerende sammenspil, hvor det før virkede statisk og anonymt. Bandet fremstod i det hele taget mere scenevante end før, og Kaizers Orchestra nåede trods alt at peake på et højt niveau, før aftenens koncert var slut.Alt i alt fornemmede man et band, der til tider underpræsterede - måske af frygt for ikke at kunne leve op til sit enorme ry - men som på den anden side også formåede at tage ansvar, da det virkelig gjaldt.
Kaizers Orchestra
9. marts 2011 på Vega
