Flere nyheder

 
Film
Langtrukken og forudsigelig

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Langtrukken og forudsigelig
Tor. 24. mar. 2011


(Foto: UIP)

Adam (Ashton Kutcher) og Emma (Natalie Portman) mødes som helt unge på en sommerlejr til tonerne af "I Wanna Sex You Up". Allerede der bliver det afsløret, at Adam er en akavet dreng, og Emma er en følelsesmæssigt afstumpet pige, der ikke mener, at mennesker er skabt til at være i forhold, og det er begyndelsen til et "Venskab med fryns".

15 år senere er Emma ved at uddanne sig til læge, arbejder 80 timer om ugen og har ikke tid til et forhold. Adam arbejder på et tv-musical-show a la Glee og har lige opdaget, at hans ekskæreste har indledt et forhold til hans far (Kevin Kline). For at fortrænge dette må han selvfølgelig på druktur med vennerne, og han ender nøgen på en sofa i en fremmed lejlighed. Det viser sig at være Emmas lejlighed, og uden yderligere forklaring opstår der en gnist mellem de to, og de ender med at have sex et minut før, Emma skal på arbejde.

Dette er indledningen til en langtrukken og forudsigelig historie om, hvorvidt det er muligt at have et venskab med sex, hvor følelser og nusseri er streng forbudt, og morgenmad er noget, man spiser hver for sig. Det kræver ikke avanceret matematik for at regne ud, at mindst en af parterne vil bryde reglerne og ønske mere. Emma kæmper stærkt imod sine følelser, mens Adam bliver mere og mere forelsket i Emma.

Der er ikke meget at sige om de to hovedrolleindehaveres præstation. Natalie Portman skal spille den stærke, unge lægestuderende, som kun er interesseret i sex, men allerede fra første færd er det utroværdigt, da Portman med sine store bambiøjne ligner en, der har et pige-crush på sin medspiller Ashton Kutcher. Udviklingen i Emmas følelser for Adam virker forhastet, og det er, som om historien hele tiden må skynde sig fremad for at nå frem til den forudsigelige slutning. Filmen er i øvrigt omkring 20 minutter for lang i forhold til, hvad en romantisk komedie kan klare.

Ashton Kutcher er en åleglat charmør, og det er ikke overbevisende, at han er den følsomme type, som laver en menstruations-cd til Emma med blandede sange såsom "Bleeding Love" og "I've Got the World on a String". Men han ser jo sød ud, og hvem ville ikke gerne have et bundt gulerødder af Ashton Kutcher på første date?

Det virker, som om instruktør Ivan Reitman (Ghostbusters, Twins) og manuskriptforfatter Elizabeth Meriwether spiller på alle tangenter for at få denne romantiske komedie til at fremstå fræk og ærlig, når det kommer til sex. Men de mange ihærdige forsøg på at fremstå direkte og det tydelige ønske om at gøre oprør mod nypuritanismen kommer ikke længere, end at vi alligevel ender i en klassisk Hollywood-slutning. Da det er det, man forventer, er det også det, der virker. Og selvom man har kedet sig lidt, og historien ikke rigtig kan finde ro, kan man som pige ikke undgå at udbryde et lille godmodigt suk til sidst. Denne anmelder må derfor ende på to stjerner; en for forsøget, og en for den forudsigelige slutning.

Venskab med fryns
Se spilletider
Se filminfo