Flere nyheder

 
Litteratur
Begavet krimi

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Begavet krimi
Fre. 15. apr. 2011

"Sort Angst" af det svenske søskendepar Camilla Grebe og Åsa Träff er en opslugende, psykologisk thriller om vold og svigt, og byder både på en begavet krimi og et tankevækkende billede af voldsramte kvinder og børn. Den er nummer to i serien om terapeuten Siri Bergman.

Psykoterapeuten Siri skal være med til at lede et selvhjælpskursus for voldsramte kvinder, hvor den ene tragiske historie udfolder sig efter den anden. Da en lokal kvinde findes død, sparket ihjel i ansigtet, er det en, de fleste af kvinderne kender, men er der er en forbindelse? Siri, der selv er et voldsoffer, har sværere og sværere ved at opretholde en professionel distance til kvinderne, og især en af dem kommer tættere på, end hvad klogt er.

Sort Angst er andet bind i fortællingen om Siri Bergman, og man må formode, at Siris egne voldsomme oplevelser er skildret i første bind, Jeg ser dig. Man kan dog sagtens springe direkte ud i Sort Angst, for de hintede oplevelser bliver blot endnu en gåde i det store spørgsmål: Hvem dræbte Susanne for øjnene af hendes lille datter, og hvordan hænger mordet sammen med de andre modbydelige fortællinger om vold mod børn og kvinder?

Bogen tager fat i nogle væsentlige emner og tegner et afskyvækkende billede af de forskellige måder, (primært) kvinder bliver udsat for vold på - og deres vidt forskellige reaktioner på skammen, smerten og ydmygelsen. Det er dog ikke kun kvinderne, der bliver svigtet i Sort Angst, og gudskelov for det - bogen forfalder ikke til kvindelig selvforherligelse, omend forfatterne ikke kan dy sig for at politisere lidt i bogens slutning og harcelere over den måde, det svenske system svigter udsatte grupper i samfundet - forklædt som en samtale mellem to af bogens psykoterapeuter.

Først og fremmest er Sort Angst dog en krimi og vel at mærke en hulens velskreven en af slagsen. Den indledes med 5-årige Tildes beskrivelse af, hvad der viser sig at være det yderst brutale og afstumpede mord på hendes mor - fortalt med barnets sprog og billeder. Uhyre enkelt og svært at ryste af sig. Tildes mor er dog ikke den eneste, der må lade livet, og efterhånden, som angsten og paranoiaen breder sig, bliver det stadigt sværere for Siri at vide, hvem hun kan stole på.

Eftersom Siri er psykoterapeut, har hun ikke adgang til speciel viden om mordet og er ikke del af efterforskningen, omend hendes kæreste, som meget bekvemt er politimand, kan snige en enkelt detalje ind hist og pist. Derfor er hendes interesse i sagen rent personlig og hendes egen "efterforskning" meget intuitiv og ustruktureret - og lige ved at gå grueligt galt. En rigtig pageturner.

Man kan undre sig over, hvordan den svenske titel, Bittrare än döden, der er en henvisning til en passage fra Prædikerens bog, der dæmoniserer kvinden og på den måde delvist legitimerer vold mod kvinder, på dansk bliver til den ret intetsigende titel Sort Angst.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Camilla Grebe & Åsa Träff: Sort Angst
Rosinante, 391sider
Udgivelsesdato: 08.04. 2011
ISBN: 978-87-638-1639-7