Jeg spurgte engang min mor, hvad der i 1951 fik hende til at sejle med et lille fragtskib tværs over Atlanterhavet, igennem Panamakanalen, ned langs Sydamerikas kyst og afmønstre i Lima. Hendes svar var kort; udlængsel.

Så stor var hendes længsel, at hun som 27årige pludselig befandt sig 4000 meter over havet i en lille mineby i Perus Andesbjerge. Hun talte ikke spansk. Her mødte hun min far, der ikke talte engelsk og knapt vidste, at Danmark var et land i Europa. Han arbejdede for et dansk ingeniørfirma, Christiani & Nielsen. Året efter var de blevet forældre til en lille pige og året efter endnu en datter. Med rødder i Perus tørre stenørken blev jeg i konfirmationsalderen omplantet til den danske muldjord. Det var længsel, der drev min mor og den samme længsel, der fører os alle ud i livet, således også mig med spørgsmålet: Hvem er jeg? Det fik den konsekvens, at der boede en længsel i mig efter at høre til begge steder. Sammen med længslen fik jeg den gave, at jeg har fået en slags kultureldobbeltsyn, som jeg i eksempler vil dele med jer.