Arkiv: Overstået event
Kirkeladen ved Blistrup Kirke

Kirkevej 14C, Blistrup, Græsted

Sonntag 7. Juli 2024, 16.



Musik

Sommerkoncert: Kristine Thorup spiller Nordiske Toner

Sommerkoncert i Blistrup Kirkelade søndag den 7. Juli 2024 kl. 16.00 med pianist Kristine Thorup: Nordiske toner - lyt til naturens stemninger og stilheden.

Norske trolde - Snurretop - Sæbebobler - Dansende aften-alfer - Sprællemand - Gedehyrde og Dukken der er ved at falde i søvn - En nordisk koncert fyldt til randen med små billedeskabende stykker, komponeret af bl.a. Edvard Grieg, Mogens Christensen og Carl Nielsen. Det er blevet sagt om Mogens Christensen (født 1955), at hans musik kan opleves som digte skrevet med toner - men som al god lyrik, går udtryksstyrken hånd i hånd med en klar bevidsthed om rytme og form. Det tyste er en rød tråd i denne koncert, hvor pianisten Kristine Thorup kobler hans værker med musik af danske Carl Nielsen og norske Edvard Grieg. Tre nordiske komponister, der på hver deres klangsprog udtrykker poesi, brillans og stilhed. En fælles nordisk tone. Også i værkernes former ser man slægtskaber: Mogens Christensens nykomponerede værker spejler Carl Nielsens værker, som suppleres af norske Edvard Griegs populære Lyriske stykker. Hos alle tre komponister hører vi, i et eventyrligt univers, trolde, alfer og andre finurlige væsners optrin blande sig med naturens klange og boltre sig i den nordiske natur. Koncerten er en del af et nyt projekt støttet af Carl Nielsen og Anna Marie Carl Nielsens fond, som har til fomål at forbinde ægtefællernes kunst, set og spejlet med en nulevende komponists toner. _______________________ Kort om Kristine Thorup Kristine Thorup er en erfaren pianist med et bredt repertoire - fra klassikken til samtidens toner. Flere nulevende komponister har skrevet musik til hende, som hun har uropført og indspillet. Hun debuterede fra solistklassen på Det Fynske Musikkonservatorium i 2007 med fine anmeldelser og har siden været aktiv som solist, kammermusiker og akkompagnatør med optrædener over hele landet samt i Sverige, Tyskland og Italien. Kristine har et fast samarbejde med kgl. kammersanger Stig Fogh Andersen. De sidste otte år har hun fordybet sig i klaverværker skrevet i kz-lejrene under anden verdenskrig. Se mere på www.kristinethorup.dk.

Lesen Sie mehr auf der Website