Arkiv: Overstået event
Teater Momentum

Ny Vestergade 18, Odense C

Wednesday 4 September 2024 and Tuesday 5 September 2024, 7.30 pm - 8.20 pm.



Plays

Woyzeck

Mord, ydmygelse og kaos. Scenen er indrammet af et stort grønt militærtelt, gulvet smurt ind i blod, ærter og pis.

I midten bliver Woyzeck waterboardet, mens en cementblander knurrer grumt fra hjørnet, som et kraftfuldt vidne på, at maskinen på et splitsekund kan destruere livet - at den, der har magten, kan ødelægge alt.
Glad Teaters WOYZECK er en fysisk forestilling, hvor fem performere i et nærmest kødeligt formsprog fremstiller menneskedyrenes gentagne magtkampe.
Med kærlighedshistorien mellem Woyzeck og Marie som rød tråd bliver karaktererne på skift kastet ud i en cirkulær dødsdans, hvor de skiftevis begærer, styrer, udfordres og går til grunde - en cyklus forceret af civilisationen og menneskets drift, som ingen af os har kontrollen over.
I dette afmagtens univers har ordene mistet betydningen og gennem stærke koreografiske billeder er publikum vidner til mord, ydmygelse og kaos, men også vidner til håbets poesi, kærlighedens varme og længslen efter frihed.
Om Büchners Woyzeck
Georg Büchner skrev i 1836/37 stykket om Franz Woyzeck, en ensom soldat udstationeret i en tysk provinsby. Her bor han sammen med Marie, moderen til hans barn, der er født uden for ægteskab. Woyzeck forsørger sin lille familie ved at udføre ydmygende opgaver for Kaptajnen og deltage i medicinske eksperimenter hos Doktoren. Et af disse eksperimenter er, at han ikke må spise andet end ærter dagen lang.
Woyzecks mentale helbred nedbrydes langsomt i takt med ydmygelserne, og han begynder at hallucinere og høre stemmer. I mellemtiden bliver Marie træt af Woyzeck og vender i stedet sin opmærksomhed mod den smukke Tamburmajor, der tilbringer en nat hos hende.
Jalousi og mistanken om utroskab vokser hos Woyzeck, så han konfronterer Tamburmajoren. Der kommer dog ingen oprejsning, idet Tamburmajoren slår Woyzeck ned og ydmyger ham nok engang. Til sidst stikker Woyzeck - i et anfald af afmagt eller måske sindssyge - sin elskede Marie ihjel med en kniv.
Büchner nåede ikke at skrive slutningen på stykket før sin død, så ingen ved præcis, hvad der sker med Woyzeck efter dette tragiske mord på hans livs store kærlighed.
Iscenesættelse Jesper Michelsen Medvirkende Andreas Flodin Pedersen, Dan Roland Lund, Janick Pihl Nielsen, Julie Andersen, Michele Rasmussen Scenografi Johan Kølkjær Koreografi Kasper Ravnhøj Kostumer Fie von Veer Lysdesign John Ivar Venned Musik og lyddesign Rune Abel Aagaard Fotograf Søren Meisner

Varighed: 50 minutter.