Kirkegårde er takket være de dødes nærvær både et dybt personligt rum og en kollektiv ressource, og kirkegårde vidner om døden som et kollektivt vilkår. De vidner om, at også min nabo sørger og savner og føler sig kaldet til at tage hånd om de døde.

Sten, beplantning, buketter, kranse og andre genstande, som vi placerer på gravene, vidner om livets betydning; de udskyder glemslen og lader dermed ikke døden få det sidste ord.

Kirkegården i Ullerslev er også et tydeligt samlingspunkt for minder om alle dem, der var engang i lokalområdet; søstre og brødre, fædre og mødre, onkler og tanter.

Efter gudstjenesten den 1. september kl. 10.30 tager vi på vandring på kirkegården i Ullerslev og taler om de slægtninge og venner, som vi hver især har liggende der.