En gudstjeneste med langsomhed, nærvær og reminiscens.

Kirkerummet skaber stemning og former rammen omkring vores samvær. Når de gamle oplever rummet, der er helt anderledes end dagligstuen på plejehjemmet, kalder det på erindringer om at være i kirke ved særlige lejligheder.

De ser også præsten i præstekjolen, som giver sig tid til at hilse på hver enkelt. Dertil kommer, at selve liturgien med lystænding, bedeslag og musik er med til at skabe stemning og forventning om det, som vi skal være sammen om.

I demensgudstjenesten tilstræber vi enkelhed og er ikke bange for at bruge gentagelser. Prædikenen er ganske kort og ofte knyttet sammen med noget, der vækker reminiscens, fordi det taler til sanserne: Synssansen, høresansens, følesansen, lugtesansen. Hvis man kan give deltagerne noget i hånden, som de måske kan tage med hjem - en blomst, et kornaks, en appelsin med nelliker, et blomsterløg, et æble eller en nyudsprungen bøgegren, så vækkes følelser og erindringer.

Det er vigtigt at blive mindet om, at kirken også har brug for de svageste. Evangeliet er ikke forbeholdt de stærke og handlekraftige. Det er også for dem, som er mere modtagende, og som har brug for ro, enkelhed og ord til trøst.