Arkiv: Overstået event
Karen Blixen Museet

Rungsted Strandvej 111, Rungsted Kyst

Sunday 1 September 2024, 2 pm - 3.30 pm.



Lectures

Litteraturen som livsledsager - med Vigdis Hjorth og Klaus Rothstein (TABERNAKLET)

I denne serie af forfattersaloner ser vi bort fra det, som bogmarkedet, kulturjournalistikken og litteraturformidlingen oftest fokuserer på, nemlig nyudgivelser og aktuelle tendenser.

Vi retter derimod opmærksomheden mod forfattere, der ikke har en bog lige om hjørnet, men 25 eller endnu flere års forfatterskab bag sig.
Alle medvirkende har med andre ord noget på hjerte uden nødvendigvis at have noget på bedding.
Samtalerne handler om forfatternes erfaringer med skrivning, læsning og litteraturens betydning. Udgangspunktet for samtalen vil være forfatterens debut. Hvad der sker, når forfatterens nuværende jeg ser tilbage på sig selv på tærsklen til forfatterskabet?
I denne salon kan du møde den norske forfatter Vigdis Hjorth, som debuterede i 1983 med børnebogen Pelle-Ragnar i den gule gården. I 1986 udgav hun sin første roman for voksne, Gjennom skogen.
Vigdis Hjorth er en af norsk litteraturs dominerende forfattere. De seneste år har hun tiltrukket sig betydelig opmærksomhed med ikke mindst tre autofiktive romaner om en familie, som splittes til atomer i en konflikt om arv og beskyldninger om overgreb. De tre kompromisløse romaner, Arv og miljø (2016), Er mor død (2020) og Gentagelsen (2023, dansk udgave i sensommeren 2024) har skabt stor opmærksomhed og debat, men også en enorm litterær anerkendelse. Vigdis Hjorth er blevet karakteriseret som en forfatter, der med et skarpt psykologisk blik skriver eksistentielle tekster med udgangspunkt i aktuelle samtidsproblemer. I denne samtale går vi dybden med Vigdis Hjorths litteratursyn og idé om forfatterliv og skrivekunst.
Litteraturen som livsledsager er en salonserie, hvor vi får lejlighed til at høre erfarne forfattere give et tilbageblik på deres liv med litteraturen. Samtaler, der udmærker sig ved at være uaktuelle - eller rettere: evigaktuelle. Salonserien startede med et fokus på danske forfattere og fortsættes nu med nordiske forfattere, som har levet af og med litteraturen som livsledsager i mere end to årtier.
Vært for samtalerne i denne serie er Klaus Rothstein.
Karen Blixen efterlod et forfatterskab til sin eftertid, der i dag er det måske allermest oversatte danske forfatterskab ude i verden. Hun nåede at arbejde professionelt som forfatter i ca. 30 år, selvom hun først debuterede som midaldrende i 1934. Da var hun 49 år. Hun arbejdede i en genkendelig stil, men fornyede og udfordrede fiktionsgenren. Hun oplevede at være en verdensberømt forfatter med verdens øjne rettet mod sig, men hun lagde ud med debutværket fuldkommen uden tro på sig selv som kunstner. Vi ved, at det på trods af succes menneskeligt kostede hende dyrt at være forfatter, men vi får aldrig svaret på, hvordan hun senere i forfatterskabet så på sin i Danmark så udskældte debut, Syv fantastiske fortællinger.
Vigdis Hjorth (f. 1959) voksede op i Oslo og har boet i København, Bergen, Schweiz og Frankrig. Hun er en af Norges mest anerkendte forfattere og har vundet et utal af priser, blandt andet Gyldendalprisen i 2011 for sit forfatterskab. Vigdis Hjorth har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris flere gange; i 2017 for romanen Arv og miljø, som blev hendes store internationale gennembrud, og senest for romanen Er mor død i 2021.
Klaus Rothstein er moderator og tilrettelægger og har gennem mere end tredive år været litteraturkritiker (de seneste tyve år på Weekendavisen) og programvært på en lang række radioprogrammer og podcasts om litteratur- og forfatterhistorie. Han har desuden lavet mange hundrede scenesamtaler med forfattere på bogmesser, litteraturfestivaler osv. og skrevet en række essaysamlinger om litterære emner.
Nb! Arrangementet er en del af Karen Blixen Museums sensommer-festival TABERNAKLET. Samtalen finder sted i et smukt telt på plænen med udsigt til dammen og Fuglereservatet på Rungstedlund. Vi anbefaler derfor påklædning efter vejret.
Det vil være mulig at nyde en frokost i museets café - Madam Carlsen - før eller efter arrangementet. Vi anbefaler at bestille bord - BESTIL HER .Billet til dette arrangement gælder også som billet til museet samme dag.
Refundering og ombytning:
Der gælder ingen fortrydelsesret for køb af billetter til dette arrangement.
Købte billetter refunderes kun i tilfælde af aflysning. Selve refunderingen foretages af Karen Blixen Museum, og der refunderes til det betalingskort, der blev anvendt ved køb af billetterne.
Købte billetter refunderes ved flytning af arrangementet til ny dato, hvis den nye dato ikke har interesse for kunden.
OBS! Ordregebyr betalt i forbindelse med billetkøbet refunderes ikke ved aflysninger og flytning til ny dato.

Entrance fee: 80 DKK