Ivan Turgenjev er en af de tre store russere sammen med Dostojevskij og Tolstoj. Han og Turgenjev var begge adelige og begge reformernes og demokratiets mænd, der støttede ophævelsen af livegenskabet på godserne.

Turgenjevs hovedværk er »Fædre og sønner« fra 1862. Romanen beretter bevægende om svære brydninger mellem generationerne - fædrene og deres sønner. Nikoláj Kirsanof er en fader, en blid og ejegod af slagsen. En reformvenlig godsejer, der behandler sine bønder godt. Romanen åbner med den studerende søn Arkádys hjemkomst til godset på sommerferie. Med sig bringer han sin ven, den medicinstuderende Basárof, der er nihilist - en moderne type, der skal dukke op ofte i Dostojevskijs romaner. Basárof forudgriber, med sin vilje til at gøre op med alt nedarvet, de marxister, der 50 år senere skal sprænge det gamle Rusland og omdanne det til Sovjetunionen. Han har intet til overs for Kirsanofs romantiske liberalisme men står for en hård materialisme og regner sig for fremtidens mand. Men en ulykkelig kærlighed, han kommer til at nære til en fornem dame, lader tilværelsen vise sig mere tragisk end det politiske menneske først antager. »Fædre og sønner« er aktuel i vor tid, hvor sønner og døtre atter vil sprænge forældrenes værdisæt og nu på mere radikal vis end fortidens nihilister og revolutionære kunne drømme om. De betvivlede således ikke kønnets virkelighed. Der vil være nok at drøfte, for det er »Fædre og sønner«, vi læser sammen i efterårets litteraturkreds. Åben for alle interesserede.