Scenerne mellem Brady og hans livsglade, mentalt retarderede lillesøster er dybt rørende og det samme er Bradys hospitalsbesøg hos en hjerneskadet ven og tidligere professionel rodeorytter. I ulmende varme farver og elegante billeder fanger Zhao den hendøende westernverden, og med usentimental empati tegner hun et næsten poetisk portræt af Brady, som må tage afsked med samme. Fotografen James Richards får det maksimale ud af de store prærielandskaber i South Dakota, hvor filmen er optaget. De medvirkende er alle amatører, der spiller roller, bygget over deres eget liv, og de gør det fantastisk i denne helt unikke film, som begejstrede publikum og kritikere på filmfestivalerne i Cannes, Sundance og Toronto.