Arkiv: Overstået event
Kystmuseet Bangsbo

Dronning Margrethes Vej 6, Frederikshavn

Lørdag den 24. august 2024, kl. 13-13.30.



Foredrag

Månedens Historie - Herman Bang og sædelighedsfejden

Til månedens historie i september kan du høre om en række af Herman Bangs sædelighedsskandaler i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet.

Skandalerne betød både bødestraffe og chikane for Bang, der flittig blev karikeret i datidens smudspresse, hvilket også fik ham til at forlade Danmark.

I 1880 udgav Herman Bang Haabløse Slægter, hvor den modne kvinde, grevinde Hatzfeld, forfører den unge hovedperson William Høg. Ved at skrive om dette utraditionelle forhold vakte Herman Bang skandale.

Skandalen, der endte med, at Bang skulle betale en bøde på 100 kr. eller 14 dage i fængsel, varslede på mange måder den kommende sædelighedsfejde, der kom til at vare fra ca. 1883-1887. Sædelighedsfejden startede nemlig da kritiske røster påpegede uretfærdigheden ved, at der fandtes vidt forskellige normer for, hvordan mænd og kvinder måtte opføre sig seksuelt.

Senere i sit liv blev forfatteren involveret i endnu en sædelighedssag, som denne gang handlede det om hans egen seksualitet. Omkring 1906-1907 blev Herman Bang involveret i hvad der senere, blev kaldt for sædelighedsskandalen, hvor smudspressen trykte nedladende historier og karikaturtegninger, der var møntet på hans homoseksualitet.

Efter at have læst en af de mange nedladende historier om sig selv skrev Herman Bang følgende i et brev til sin ven, journalisten Christian Houmark: I et saadant Samfund vil jeg ikke leve. Og dette Samfund ændres ikke. Ti der er Kræft i det, saa den ene smitter den anden.

De offentlige diskussioner om sædelighed i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, har mange ligheder med den nuværende samfundsdebat om seksualitet som de unge i dag især er fortalere for. #Metoo, wokeisme og kulturkampen, bringes i et helt andet lys når vi anskuer 1800-tallets pendant med Herman Bang som linse

Du kan høre meget mere om Herman Bang og sædelighedsfejden til månedens historie på Kystmuseet Bangsbo i september.

Arrangementet er gratis efter betalt entré.