Arkiv: Overstået event
Købmandsgården Skælskør

Algade 11, Skælskør

Lørdag den 7. september 2024, 13:00-14:00.



Fernisering

Keramik af Kirsten Holm Nielsen - i Skælskør

I september og oktober byder vi Kirsten Holm Nielsen og hendes fascinerende unikakunst velkommen. Kom forbi til ferniseringen fra kl. 13-14, hvor Kirsten selv vil være til stede, og hvor vi byder på et lille glas. Alle er velkomne til ferniseringen!

Kirsten Holm Nielsen er skulpturel keramiker og finder inspiration i den japanske levemåde Wabi Sabi (det perfekte i det uperfekte), hvilket bliver udtrykt i hendes værker.

De fleste af hendes værker er unikaværker af meget høj kvalitet, og hun bruger i sine keramiske arbejder flere forskellige brændingstyper: Brænding i el-ovn, rakubrænding og brændefyring.

De sidste to brændingstyper er begge meget gamle. Rakubrænding er en gammel japansk brændingstype, der går tilbage til det 16. århundrede.

Kirsten Holm Nielsen er uddannet fra Aarhus Kunstakademi med fire år på keramik/skulptur linjen.

Siden har hun deltaget i flere censurerede udstillinger og er desuden medlem af DKoD, ProKK og Spor Kunsten.

Hun har arbejdet som professionel keramiker igennem mange år og har eget værksted i Nørre Alle 70 D, Aarhus C.

Kirsten Holm Nielsen fortæller:

"Som kunstner har jeg en eksperimenterende og nysgerrig tilgang til såvel leret som glasuren. Jeg arbejder skulpturelt både med unikke værker og brugskeramik.

Den runde urform er ofte min udgangsform, hvorfra livet opstår.

Formen bliver modelleret op af små lerstykker, herefter bliver formen manipuleret for til sidst at blive glaseret og brændt i flere omgange.

Skulpturerne kan være abstrakte, eller de kan have en vis brugsværdi. Om det er krukker, vaser eller kopper, så har de alle et skulpturelt præg. De kan således stå som en skulptur eller bruges efter eget ønske.

Ofte bliver skulpturerne brændt i brændefyret ovn på Guldagergård i Skælskør. Tilsætning af soda til ovnen kan gi` nogle overraskende effekter på glasuren.

Jeg søger i skulpturen et udtryk, som på én gang er råt og uspoleret, men samtidig har en iboende blødhed.

Min grundide er, at finde og vise "skønheden i det uperfekte".

Dette er, for mig, et indspark til vor tids allestedsnærværende perfekthedskultur.".

Fri entré