Arkiv: Overstået event
Medicinsk Museion

Bredgade 62, København K

Onsdag den 4. september 2024, kl. 19-21.



Foredrag

Aftenkonsultation: Optimer din krops præstationer - sportskroppens potentiale og fremtidens digitale

Krop. Optimer din krops præstationer - sportskroppens potentiale og fremtidens digitale krop. Højere, hurtigere, stærkere. Hvilke former for motion giver de bedste resultater? Kan AI og biohacking hjælpe med at optimere vores sportskrop?

At træning er en væsentlig sundhedsfaktor er der ingen tvivl om, men hvordan optimerer vi vores kroppe, vores sundhed, vores træning bedst muligt - nu og i fremtiden?
Denne Aftenkonsultation handler om optimering af kroppens præstationsevner. Vi skal høre om sportskroppens potentiale fra en af verdens førende træningsfysiologer, Jens Bangsbo, der i årtier har bragt et utal af professionelle idrætsudøvere hele vejen til stjernerne. Og vi skal besøge en meget nær fremtid, hvor AI og ny teknologi kan forbedre alt fra fysiske evner til kognitive funktioner. Hvordan, tænker du? Det får vi fremtidsforskeren Bugge Holm Hansens bud på denne aften.
Vejen til en stærkere og sundere sportskrop
Jens Bangsbo er professor i træningsfysiologi på Institut for Idræt og Ernæring, KU. Han forsker primært i muskel-iontransport og -metabolisme, træthedsudvikling, præstationsevne og træning, holdspil og sundhed. Bangsbo har desuden været assistenttræner for den italienske fodboldklub Juventus og i de seneste fem år for Atalanta, samt fysisk træner for Danmarks herrelandshold i fodbold. Og han har hjulpet en lang række professionelle idrætsudøvere til tops med sin viden om kroppens fysiologi og potentiale. Jens Bangsbo vil denne aften dele sin viden om præstationsoptimering, den bedste vej til en stærkere og sundere sportskrop, og hvordan lovlige, præstationsfremmende midler kan støtte kroppen undervejs.
Fremtidens kropsoptimering
I en tidsalder hvor AI, ny teknologi og biohacking udfordrer og omdefinerer grænserne mellem maskine og menneske, står vi på tærsklen til en ny virkelighed, hvor det digitale og fysiske vokser sammen. Bugge Holm Hansen er Senior Futurist & Chef for Innovation og teknologi ved Institut for fremtidsforskning. Han vil gøre os klogere på, hvordan tidens (og fremtidens) teknologier kan forbedre menneskelige præstationer, men også kan ændre vores opfattelse af krop og sind. Vi skal udforske eksempler på, hvordan teknologi kan forbedre alt fra fysiske evner til kognitive funktioner, og diskutere potentialet for teknologier som AI og ikke mindst de etiske dilemmaer, der følger med disse nye muligheder.
Foredragsholdere:
Jens Bangsbo, professor i træningsfysiologi på Institut for Idræt og Ernæring, KU og fodboldtræner.
Bugge Holm Hansen, Senior Futurist & Chef for Innovation og teknologi, Institut for fremtidsforskning

Aftenkonsultationer på Medicinsk Museion
Citius, altius, fortius - højere, hurtigere, stærkere. Sådan lyder de Olympiske Leges motto, og efter en sommer præget af OL og EM i herrefodbold, skal efterårets Aftenkonsultationer på Medicinsk Museion handle om sportskroppen.
Aftenkonsultationerne på Medicinsk Museion er en foredragsrække, hvor fagfolk og forskere undersøger og tager pulsen på sundhedsvidenskabens fortid, nutid og fremtid.
Aftenkonsultationer anbefales til uhelbredeligt nysgerrige, der søger smitstof til eftertanke.
Aftenkonsultationerne foregår i auditoriet fra 1787, der oprindeligt blev bygget som det Kongelige Kirurgiske Akademi. Efter konsultationen anbefales det at tage en drink og en spadseretur rundt i museets udstillinger.
Husk at en hypokonderbillet til alle tre arrangementer kan købes med en helende rabat.

Entré: 95 kr