Arkiv: Overstået event
Folkets Hus

Tegltorvet 2, Struer

Torsdag den 12. september 2024, kl. 19-21.

Arrangør: ComedyKanalen



Show/stand up

Brian Mørk - Langt Over Grænsen

Skal Brian i fængsel? Brian Mørk går 'Langt over Grænsen' i nyt one man-show. Komiker Brian Mørk vil gå langt for en joke - og for at sige sin mening.

Du kender ham måske som Danmarks mest 'cancellede' komiker, der en overgang installerede vinduesviskere på sine briller på grund af en overordentlig shit-storm.

Men han havde aldrig troet, at han skulle overveje, om han vil gå i fængsel for en joke. Men det gør han nu med sit nye one man-show, 'Langt over Grænsen'.

Et comedy-show, der uden tvivl bliver det farligste og mest grænsesøgende stand up-show, Brian Mørk nogensinde har lavet. For efter en 28-årig mand blev idømt fængsel ved byretten i Holstebro i april for racistiske vittigheder, kan man komme i fængsel for at fortælle jokes. Og Brian Mørk har ikke lyst til at komme i fængsel - han tror heller ikke, han vil være god til det.

"Men det er et show, jeg føler, jeg er nødt til at lave. Det her er Danmark - og ikke et diktatur, hvor man kan lukke ned for udsagn og jokes, man ikke bryder sig om. Derfor er jeg gået i gang med at skrive mit mest grænseoverskridende - og forhåbentlig også sjoveste stand up-show nogensinde. Det bliver en god times tid om, imod og HELT UDEN censur," siger Brian Mørk.

Det bliver jokes, der fornærmer alt og alle - og ikke mindst får folk til at grine - og som vil råbe de mennesker op, der synes at have glemt at grine af tilværelsen - og ikke mindst dem selv

"Humor og grin er den måde, vi mennesker takler alt, der er ondt og grusomt i vores verden - og så er det mindst lige så vigtigt, at vi også kan grine af os selv. Pointen er, at man godt kan grine af jokes, hvor man ikke er enig med pointen," siger Brian Mørk og fortsætter:

"Først var det meningen, at det skulle være jokes, der kunne opfattes som racistiske, men jeg har siden fået henvendelser fra personer, der tilhører forskellige minoriteter som trans- og homoseksuelle og handicappede, der har sagt: 'Du må ikke glemme os i showet.' Så det er et show, der skyder i alle retninger - ikke mindst også indad mod mig selv; en hvid, midaldrende mand."

Pakhus 11 ved Langelinie i København lægger rammer til showets premiere den 26. juni, hvor den dygtige - og også kompromisløse - komiker Masoud Vahedi står for opvarmningen.

"Så må vi se, om det koster mig en tur i spjældet.".

Entré: 195 kr