Arkiv: Overstået event
Arbejdermuseet

Rømersgade 22, København K

Søndag den 22. september 2024, kl. 19.30.



Klassisk

Afslutningskoncert på Golden Days Festival

Mogens Dahl Kammerkor: Golden Days Festival afslutningskoncert på Arbejdermuseet.

Det er særdeles passende at afslutningskoncerten ved dette års Golden Days Festival foregår på Arbejdermuseet, da temaet for årets festival netop er arbejdslivet.

Mogens Dahl Kammerkor præsenterer ved denne lejlighed et usædvanligt alsidigt og spændende program, der har det arbejdende folk som omdrejningspunkt.

Hovedværket er et i glemt værk, som nu bliver trukket frem fra arkiverne efter mere en et århundrede og som vil blive præsenteret af tidligere socialdemokratisk minister, folketingsmedlem Mogens Jensen.

Der er tale om en kantate, skrevet i 1910 til én af alle tiders største arbejderkongresser, som blev afholdt i København, med deltagelse af nogle af historiens vigtigste socialistkoryfæer.

De forskellige landes arbejdersange var blevet samskrevet og arrangeret med klaverledsagelse til en kantate i to dele, der mundede ud i "Marseillaisen" - med dansk tekst - som alle kunne synge med på.

Værket blev opført i Odd Fellow Palæet af 500 arbejdersangere fra stort set alle fag.

Det kunne sagtens også have været arbejdere fra Københavns mange markeder, og netop gadesælgeres råb inspirerede Luciano Berio til den virtuose og vokalt eksperimenterende cyklus "Cries of London" for 8 stemmigt blandet kor. De syv, relativt korte og koncentrerede satser giver associationer til sådanne gaderåb, med korte sætninger om fx penge, hvidløg og kindrødt, og i Berios helt eget tonesprog.

En mere afdæmpet og reflekteret folkeskare møder man i Per Gunnar Peterssons nyskrevne værk "The Prophet", med tekster fra Kahlil Gibrans klassiske bog af samme navn.

I Gibrans lille bog står den bortrejsende vismand, titlens "profet", en sidste gang på byens torv og svarer efter tur byens borgere som de står der og spørger ham om alle mulige emner, fra livets store til hverdagens små. Hvorefter vismanden i korte, lyriske og billedmættede sætninger formidler essensen af disse emner.

Program:

Luciano Berio (1925 - 2003):
Cries of London

Per Gunnar Petersson (F. 1954):
Work with Love. ( Tekst: Kahlil Gibran fra The Prophet)

Igor Stravinsky (1882 - 1971):
Three pieces for clarinet solo

A. C. Meyer (1858-1938)/ F. Hemme (1871 - 1961):
KANTATE ved den internationale socialistkongres i Kjøbenhavn 1910

Jørgen Jersild (1913-2004):
De lyse Nætter (tekst: Åge Berntsen)

Per Gunnar Petersson:
Aftonland (tekst: Pär Lagerkvist)

Medvirkende:
Mogens Dahl Kammerkor
Klarinet: Jonas Frølund
Klaver: Jakob Lorenzen
Dirigent: Mogens Dahl.

Entré: 150-275 kr