Arkiv: Overstået event
Grev Moltkes Palæ

Dronningens Tværgade 2, København K

Fredag den 16. august 2024, kl. 20.



Klassisk

Recital: Jens Søndergaard

Den står på operaøjeblikke fra øverste hylde, når Jens Søndergaard indtager Moltkes Palæ i en klassisk recital. Her vil den danske stjerne fortolke værker af blandt andre Brahms, Wolf og Nielsen akkompagneret af den prisvindende pianist Søren Rastogi.

Jens Søndergaards baryton er noget helt særligt. Det kunne hurtige billetkøbere under sidste års Copenhagen Opera Festival opleve, da Søndergaard sang med i Helsingør Kammeroperas ambitiøse Wagneropsætning 'Ringen på en aften'. Men de vanskelige Wagnerroller er blot én side af Årets Gæstekunstner, som både mestrer det moderne og det barokke, og denne augustaften i Børssalen har du muligheden for at nyde en af Danmarks største stemmer i et alsidigt håndplukket repertoire. Jens Søndergaard begyndte karrieren som barn i Herning Drengekor og dimitterede fra Operaakademiet i København i 2003 samt fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse i 2005. Herefter tilbragte han tre år som del af solistensemblet på Das Deutsche Nationaltheater Weimar og en periode som freelancer hos internationale operahuse i Norge, Tyskland og Schweiz. Siden har barytonen helliget sig sin danske hjemmebane, fra Den Ny Opera i Esbjerg og Den Jyske Opera til Den Fynske Opera, og fra 2020 som fast medlem af Det Kongelige Teaters solistensemble. Når Søndergaard vender tilbage til Copenhagen Opera Festival, bliver det i centrum for en uden tvivl betagende recital med pianist Søren Rastogi ved sin side.

Entré: 230-430 kr + evt. gebyr