Arkiv: Overstået event
Hørvævsmuseet

Nårupvej 30, Glamsbjerg

Tirsdag den 11. juni til søndag den 14. juli 2024, 13:00-17:00.



Kunsthåndværk

Udstilling af Susanne Nielsen. 36 håndklæder - fragmenter af en landbokultur

36 håndklæder - fragmenter af en landbokultur, er ikke kun en dokumentation af en forsvunden landbokultur, det er et værk, hvor den enkelte kan spejle sig selv og sine egne erindringer.

Susanne Nielsen er uddannet 1979-83 fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding, tekstillinjen og har talrige udstillinger bag sig i ind og udland, men nu kommer hun hjem til Fyn med sin udstilling "36 Håndklæder. Fragmenter af en landbokultur".

Susanne Nielsen fra Stevns har tidligere boet 24 år på Fyn, og flere af de gamle hørhåndklæder, som indgår i udstillingen, stammer fra Tommerup Hørfabrik. Disse håndklæder har kunstneren fået af familier fra Assens, Stevns og Østjylland; alle steder dyrkede man hør, som efterfølgende blev sendt til forarbejdning i Tommerup. Udstillingen er en fortælling om de store forandringer, der er sket i landbokulturen gennem ca. 200 år. Fortalt i broderi - et langsomt medie - derfor har projektet også været undervejs i 15 år. En sjællandsk landsbyhistorie udfoldes ved hjælp af gamle bykort samt tekster om landsbyens udskiftning, der fandt sted i 1796. En samling breve, skrevet i 1950´erne af kunstnerens mor, fortæller i detaljer om landhusmoderens arbejde. De udvalgte, broderede citater fra brevene omhandler slagtning, høst, roelugning, storvask, etablering af frysehus og meget mere. Desuden er en række familiebilleder fra perioden 1903-2001 trykt i stort format på en del af håndklæderne. De enkelte håndklæder repræsenterer en mangfoldighed af vævebindinger, kvaliteter og navnemærkninger. Fra ubrugte håndklæder til helt tyndslidte og hullede. Til sammen udgør de en underliggende fortælling i værket.

Entré: 75 kr

Læs mere på hjemmesiden