RUST inviterer til en aften i nostalgiens melankoliens tegn, når den norske singer-songwriter Louien indtager scenen. Louien (Live Miranda Solberg) har siden sin debut i 2019 været på vej mod stjernerne.
Hendes hårde arbejde bar frugt, da hun sidste år blev nomineret til Spellemannprisen for sit andet album Figure Me Out.
Som sangskriver bevæger Louien sig imellem det storslåede det melankolske, imellem det dystre det melodiske. På hendes seneste album, Every Dream I Ever Had, hører vi en artist, der har fundet sin plads. Hvor referencepunkterne tidligere var Joni Mitchell Ane Brun, er inspirationen nu snarere Lizzy McAlpine, Phoebe Bridgers Big Thief.
Louien har altid været Solbergs soloprojekt, men på dette album havde hun et ønske om at involvere sit band mere gøre dette til et album, hvor alle bidrog kreativt. Som sagt, så gjort, det er nemt at høre, at dette er en plade, hvor flere kræfter får spillerum. Producer guitarist Øyvind Røsrud Gundersen har altid været en vigtig del af Louiens lyd, men på Every Dream I Ever Had får så bassist Ole Kirkeng trommeslager Henrik Lødøen store rum at udfolde sig på.
Allerede på den første single, "Please", hører vi, at nye streger bliver tegnet op. Latter, applaus snak fra studiet sparker nummeret i gang, som derefter eskalerer ind i et symfonisk poplandskab, før det insisterende omkvæd påberåber sig opmærksomhed. "Losing My Mind" viser endnu en ny side af artisten, når den springer ud i et tromme-groove et indielandskab, Louien ikke har bevæget sig i før. Her hører man bedst effekten af hendes fremragende band, med call-back-vokal en skøn drivkraft gennem hele nummeret. På "Hours" viser Louien på allerbedste vis, hvordan hun mikser sårbarhed melankoli i versene, før hun leverer et krystalklart omkvæd, der slår os omkuld. Igen.
Vi glæder os til at blive blæst bagover, når hun til november gæster RUST.
Hendes hårde arbejde bar frugt, da hun sidste år blev nomineret til Spellemannprisen for sit andet album Figure Me Out.
Som sangskriver bevæger Louien sig imellem det storslåede det melankolske, imellem det dystre det melodiske. På hendes seneste album, Every Dream I Ever Had, hører vi en artist, der har fundet sin plads. Hvor referencepunkterne tidligere var Joni Mitchell Ane Brun, er inspirationen nu snarere Lizzy McAlpine, Phoebe Bridgers Big Thief.
Louien har altid været Solbergs soloprojekt, men på dette album havde hun et ønske om at involvere sit band mere gøre dette til et album, hvor alle bidrog kreativt. Som sagt, så gjort, det er nemt at høre, at dette er en plade, hvor flere kræfter får spillerum. Producer guitarist Øyvind Røsrud Gundersen har altid været en vigtig del af Louiens lyd, men på Every Dream I Ever Had får så bassist Ole Kirkeng trommeslager Henrik Lødøen store rum at udfolde sig på.
Allerede på den første single, "Please", hører vi, at nye streger bliver tegnet op. Latter, applaus snak fra studiet sparker nummeret i gang, som derefter eskalerer ind i et symfonisk poplandskab, før det insisterende omkvæd påberåber sig opmærksomhed. "Losing My Mind" viser endnu en ny side af artisten, når den springer ud i et tromme-groove et indielandskab, Louien ikke har bevæget sig i før. Her hører man bedst effekten af hendes fremragende band, med call-back-vokal en skøn drivkraft gennem hele nummeret. På "Hours" viser Louien på allerbedste vis, hvordan hun mikser sårbarhed melankoli i versene, før hun leverer et krystalklart omkvæd, der slår os omkuld. Igen.
Vi glæder os til at blive blæst bagover, når hun til november gæster RUST.
Entré
