Arkiv: Overstået event
Kristrup Kirke

Kristrupvej 129, Randers SØ

Torsdag den 3. oktober 2024, kl. 19.30.

Arrangør: Randers Kirkemusikfestival



Klassisk

Schubert i kirken

Den østrigske komponist Franz Schubert (1797 - 1828) er måske bedst kendt for sine lieder, og for sin store produktion af kammermusik og klavermusik. Ikke desto mindre nåede han at komponere en del kirkemusik, heriblandt seks messer udover Deutsche Messe.

Deutsche Messe er ikke teknisk set en messe, men en samling af hymner, som er strofiske lovsange på rim, skrevet i et enkelt poetisk sprog, som menighedssang. Teksterne tager udgangspunkt i nogle af den klassiske messes forskellige led. Værket er skrevet i 1827, og blev udgivet i Wien som samling til brug ved gudstjenesten. Teksterne er skrevet af Johann Philipp Neumann (1774 - 1849), en østrigsk professor i fysik, og Schuberts ven. Neumann var en mand af oplysningstiden, og brændte for at udbrede en kirkemusikalsk praksis, der kunne appellere til det bredest mulige publikum. Derfor bestilte han sin ven Schubert til at komponere musikken til Deutsche Messe, som han selv havde skrevet teksterne til.

Almindeligvis består en messe af en række faste samt årstidsbestemte, udskiftelige messeled, hvis traditionsbundne latinske tekst har været brugt siden 300-tallets oldkirke. Disse ældgamle tekstlige grundelementer af gudstjenesten genfinder vi overalt i de store mestres messer og dødsmesser op gennem musikhistorien. Schuberts Deutsche Messe består af ni satser, som spejler romermessens Introitus, Gloria, Credo, Offertorium, Sanctus, Communio, Agnus Dei, Ite Missa Est og afsluttende en sats skrevet over fadervor. Musikken i Deutsche Messe er enkel, og skrider frem i et adstadigt tempo, og både tekst og musik er skrevet så almindelige mennesker kan synge med.

Medvirkende ved koncerten:

Helle Mostrup Skovkjær, sopran

Kristrup kirkes kor

Kristrup kirkes organister, Karen Sofie Worre Sørensen og Rikke Alminde Bendtsen

Koncerten er en del af Randers Kirkemusikfestival.

Fri entré