Se på billederne, deres glade og voldsomme farver, de dansende figurer med smukke former og angste øjne, store lyttende ører og vilde hår. Se en mangfoldighed af liv og kulør, af håb og fortvivlelse, af kunstnerisk udtryk.
Iben Jørgensen - 1968 - 2022
Hvordan beskriver man et menneske med ord? Ikke mindst et så farverigt og komplekst menneske, fyldt af store modsætninger og følelser, som Iben var.
For Iben var så mange ting. Hun kunne indtage og fylde et rum med sin varme, sin smukke fremtoning, latter, humor og med sit glade, festlige væsen byde alle velkommen til at være en del af fællesskabet.
Eller hun kunne krybe sammen og skjule sig bag malerplettet, mørkt tøj med håret ned foran ansigtet, bange for at blive bemærket. Iben var varm, eventyrlysten, intelligent, charmerende, stærk, empatisk, stædig, betænksom og utroligt generøs og sjov. Og til andre tider, senere i livet, var hun også ensom, sårbar og angst, hun skjulte sig for verden og kunne blive meget vred.
Iben foretrak farver og former fremfor ord. Hun kunne ganske vist drikke spandevis af kaffe, gerne siddende på en hyggelig rodet cafe med venner, og ordene flød, snakken og latteren flød, kaffen flød og Iben hyggede sig. I timevis. Gerne natten lang, med musik og god belysning. Iben var verdensmester i at hygge sig.
Men hun udtrykte sig bedst med farver, at tegne, male, modellere, sammensætte ting til nye udtryk. Fra hun var en helt lille pige, tegnede hun fremfor at forklare sig med ord. Det var ikke altid let i en familie, hvor resten af medlemmerne var bedre til ord end til billeder. Men Iben holdt fast og tegnede videre.
Trods omverdenens pres og normer for, hvordan en rugbrødsdansker bør indrette og leve sit liv - arbejde, pænt hjem, en skemalagt dagligdag - insisterede Iben på at gøre tingene på sin egen facon. Hun ville have plads til spontanitet, ikke et 9-til-17 job uden nullermænd i krogene!
Kaninen Notle blev Ibens kæreste ven. Notle levede i usandsynligt mange år, han gik frit rundt i lejligheden og blev forkælet med de lækreste gnaver-delikatesser, Amager kan byde på - også sidst på måneden, når budgettet var stramt. Notle stak aldrig af ud ad den åbne havedør; han vidste, hvor han hørte hjemme.
Møbler, pyntegenstande, vaser, lamper, smykker - Iben handlede meget i genbrugsbutikker og tilpassede sine fund med egne dekorationer. En kæmpe hårtørrer i orange plastik på fod blev til en standerlampe. En bordlampe med smadret skærm blev peppet op med maling, hårpynt og en flot kaffekop som ny skærm. Tekanden fra mormor var en flot vase, da låget blev væk, og hvem siger, at mennesker ikke sidder bedre på gulvpuder, når kaninen er så glad for sofaen? Iben valgte det smukkeste udtryk over det praktiske og traditionelle, og det fungerede på forbilledlig vis.
Iben var meget bevidst om sin fremtoning. Altid klædt på med omhu, hår og smykker efter humør, sko uden smålig skelen til det danske klima. Hvem siger, at lang kjole og plateau-sandaler er uforeneligt med snevejr? Hvorfor skulle en fin legetøjsbil ikke monteres på en kæde med perler og pynte i halsudskæringen? Og hvem bestemmer, at en ulden badekåbe ikke kan bruges som frakke? Iben bestemte selv og havde sin helt egen stadigt skiftende stil. Altid flot, altid spektakulær.
Ting tager den tid, de nu engang tager. Iben afskyede den tvangsmæssige effektivitet og tidsfiksering, vi danskere lever under. Matematik, logik og nøjagtigt angivne minuttal i buskøreplanen var fascisme! At leve i nuet uden at skynde sig og glæde sig over det smukke er, hvad menneskets sjæl trives ved. Iben bryggede en overgang en speciel te, hvor isterninger fra en si dryppede ned på tebladene, hvor de trak grundigt til en ganske vist ret kold og grumset, men smagfuld te. Kvalitet tager tid og er værd at vente på.
Iben kan ikke beskrives med ord. Se på hendes billeder, deres glade og voldsomme farver, de dansende figurer med smukke former og angste øjne, store lyttende ører og vilde hår. Se en mangfoldighed af liv og kulør, af håb og fortvivlelse, af kunstnerisk udtryk som vinder over det talte og skrevne ord. Se Iben.
Læs mere på hjemmesiden
Iben Jørgensen - 1968 - 2022
Hvordan beskriver man et menneske med ord? Ikke mindst et så farverigt og komplekst menneske, fyldt af store modsætninger og følelser, som Iben var.
For Iben var så mange ting. Hun kunne indtage og fylde et rum med sin varme, sin smukke fremtoning, latter, humor og med sit glade, festlige væsen byde alle velkommen til at være en del af fællesskabet.
Eller hun kunne krybe sammen og skjule sig bag malerplettet, mørkt tøj med håret ned foran ansigtet, bange for at blive bemærket. Iben var varm, eventyrlysten, intelligent, charmerende, stærk, empatisk, stædig, betænksom og utroligt generøs og sjov. Og til andre tider, senere i livet, var hun også ensom, sårbar og angst, hun skjulte sig for verden og kunne blive meget vred.
Iben foretrak farver og former fremfor ord. Hun kunne ganske vist drikke spandevis af kaffe, gerne siddende på en hyggelig rodet cafe med venner, og ordene flød, snakken og latteren flød, kaffen flød og Iben hyggede sig. I timevis. Gerne natten lang, med musik og god belysning. Iben var verdensmester i at hygge sig.
Men hun udtrykte sig bedst med farver, at tegne, male, modellere, sammensætte ting til nye udtryk. Fra hun var en helt lille pige, tegnede hun fremfor at forklare sig med ord. Det var ikke altid let i en familie, hvor resten af medlemmerne var bedre til ord end til billeder. Men Iben holdt fast og tegnede videre.
Trods omverdenens pres og normer for, hvordan en rugbrødsdansker bør indrette og leve sit liv - arbejde, pænt hjem, en skemalagt dagligdag - insisterede Iben på at gøre tingene på sin egen facon. Hun ville have plads til spontanitet, ikke et 9-til-17 job uden nullermænd i krogene!
Kaninen Notle blev Ibens kæreste ven. Notle levede i usandsynligt mange år, han gik frit rundt i lejligheden og blev forkælet med de lækreste gnaver-delikatesser, Amager kan byde på - også sidst på måneden, når budgettet var stramt. Notle stak aldrig af ud ad den åbne havedør; han vidste, hvor han hørte hjemme.
Møbler, pyntegenstande, vaser, lamper, smykker - Iben handlede meget i genbrugsbutikker og tilpassede sine fund med egne dekorationer. En kæmpe hårtørrer i orange plastik på fod blev til en standerlampe. En bordlampe med smadret skærm blev peppet op med maling, hårpynt og en flot kaffekop som ny skærm. Tekanden fra mormor var en flot vase, da låget blev væk, og hvem siger, at mennesker ikke sidder bedre på gulvpuder, når kaninen er så glad for sofaen? Iben valgte det smukkeste udtryk over det praktiske og traditionelle, og det fungerede på forbilledlig vis.
Iben var meget bevidst om sin fremtoning. Altid klædt på med omhu, hår og smykker efter humør, sko uden smålig skelen til det danske klima. Hvem siger, at lang kjole og plateau-sandaler er uforeneligt med snevejr? Hvorfor skulle en fin legetøjsbil ikke monteres på en kæde med perler og pynte i halsudskæringen? Og hvem bestemmer, at en ulden badekåbe ikke kan bruges som frakke? Iben bestemte selv og havde sin helt egen stadigt skiftende stil. Altid flot, altid spektakulær.
Ting tager den tid, de nu engang tager. Iben afskyede den tvangsmæssige effektivitet og tidsfiksering, vi danskere lever under. Matematik, logik og nøjagtigt angivne minuttal i buskøreplanen var fascisme! At leve i nuet uden at skynde sig og glæde sig over det smukke er, hvad menneskets sjæl trives ved. Iben bryggede en overgang en speciel te, hvor isterninger fra en si dryppede ned på tebladene, hvor de trak grundigt til en ganske vist ret kold og grumset, men smagfuld te. Kvalitet tager tid og er værd at vente på.
Iben kan ikke beskrives med ord. Se på hendes billeder, deres glade og voldsomme farver, de dansende figurer med smukke former og angste øjne, store lyttende ører og vilde hår. Se en mangfoldighed af liv og kulør, af håb og fortvivlelse, af kunstnerisk udtryk som vinder over det talte og skrevne ord. Se Iben.
Fri entré
