Arkiv: Overstået event
Stiftsmuseet

Banegårdspladsen 11, Maribo

Fredag den 6. september 2024, 19:00-21:00.

Arrangør: Museum Lolland-Falster



Udstilling

Særarrangement på Stiftsmuseet: Gyngende Grund - Filmfremvisning og Talk

Kom med til filmfremvisning og talk i udstillingen STORM på Stiftsmuseet. Billedkunstner Niels Østergaard Munk og Museumsinspektør Cecilie Bønnelycke er aftenens værter.

Bag stormflodsdiget, på bunden af den nu inddæmmede og tørlagte Rødby Fjord, ligger Lalandia. Indenfor findes vandlandet, Aquadomen, og dennes vartegn: Tornadoen, som gungrer ud fra byggeriet som en anden dommedagsbasun.

I 1872 spillede vandet en helt anden rolle på den lollandske sydkyst. Stormfloden 1872 gik hårdt ud over området, og de meterhøje bølger tog mange menneskeliv og livsgrundlag med sig.

Billedkunstner Niels Østergaard Munk viser den film, han i foråret 2024 lavede til udstillingen Gyngende Grund, som tog udgangspunkt i Stormfloden 1872.

Filmen følges op af en samtale imellem Niels Østergaard og Cecilie Bønnelycke, inspektør ved Museum Lolland-Falster og projektleder for udstillingen STORM. De to vil i et gensidigt interview tale om forskelle og ligheder imellem at arbejde billedkunstnerisk og kulturhistorisk med Stormfloden som tema og vil reflektere over emner som billed- og erindringsteknologier, AI-genererede billeder og vores ambivalente og flydende forhold til vand.

Herefter er der mulighed for at opleve udstillingen STORM på egen hånd.

Der serveres et glas vin eller most til arrangementet (er inkluderet i billetprisen).

Entré: 155-180

Læs mere på hjemmesiden