BETA

BETA benævnes ofte som Amager Bios lillebror, hvilket set i lyset af dets størrelse og beliggenhed er ganske forståeligt - men BETA er nu helt sin egen. Lige som hos Amager Bio er det kærligheden til musikken, der er i fokus, hvilket gennemsyrer stedet og afspejler dets udtryk og atmosfære. Med plads til 150 publikummer har vi skabt de perfekte rammer for at opnå både intensitet og intimitet. Vil du helt tæt på kunstneren på scenen, eller vil du blot stå tilbagelænet og nyde den hårdtslående og kompakte lyd fra vores enestående PA-anlæg, er mulighederne til stede. Vi afholder cirka 90 koncerter om året og skaber herigennem stor kunst trods små forhold. Genremæssigt bevæger vi os ofte nær kanten, da musikken er nichepræget med fokus på undergrundsnavne fra både ind- og udland - hos os kan du høre alt lige fra electronica, pop, rock og indie til punk, metal og noise/avantgarde. Vi har dog også haft enkelte afstikkere i form af mere etablerede navne såsom: Crowbar, Baroness, Entombed, Freja Loeb, The Dø m.fl. På BETA giver vi mindre etablerede kunstnere muligheden for at spille på en professionel scene under professionelle forhold - det være sig både lyd-, lys- og sceneforhold til forplejning, management etc. Denne mulighed har fra vores side også det formål at ruste kunstnerne til i nær fremtid at performe på den noget større scene i Amager Bio. Kvelertak er et godt eksempel på dette, da de i 2010 spillede på BETA for 90 mennesker og vente tilbage i 2013 og spillede i Amager Bio for 700 begejstrede publikummer. Drivkraften bag stedet er frivillig arbejdskraft, hvilket bevirker, at personalet udstråler den samme begejstring og passion for stedet, som vi selv besidder. Resultatet af dette kan mærkes, lige fra du afleverer din jakke i garderoben, til den sidste fadøl bliver kastet over bardisken. Så alt i alt: BETA - for og af musikelskere!

BETA

Øresundsvej 6

2300 København S

Tel.: +45 32 86 08 80

Ytterligare information: Hemsida