Restaurant Kanalen Christianshavn

Restaurant Kanalen har en særlig beliggenhed i den tidligere toldbygning på Christianshavn.

Lige uden for vinduerne i Christianshavns Kanal danner sejlskibe, små både og de istandsatte gamle pakhuse den helt unikke og intime stemning, der findes i denne del af København, kun 10 minutters gang fra centrum.

Smukt og enkelt indrettet

Gourmetrestauranten er sat i stand, og inden for skaber de lyse træsorter, de hvide vægge, de bredde træplanker og de mange vinduer ved vandet en ramme, der kendetegner den enkle men smukke skandinaviske arkitektur.

Om sommeren har Restaurant Kanalen desuden dækket op udendørs på terrassen, som flugter med bolværket på Christianshavns Kanal.

Klassisk dansk frokost

Frokostretterne er præget af den traditionstro danske gastronomi, for eksempel de mange forskellige sild marineret efter opskrifter, som er overleveret gennem flere generationer, eller de populære fiskefrikadeller med karrysovs.

Middagsretterne er nænsomt og professionelt tilberedt af årstidens bedste råvarer med udefrakommende inspiration - fra blandt andet Frankrig og Italien.

Når kvaliteten tillader det, foretrækkes lokale produkter. Således kommer kantarellerne for eksempel ikke længere fra Polen, men fra det nærliggende Skåne. På den måde er produkterne friskere og transporten kortere.

Klima+ restaurant

Den klimabevidste Restaurant Kanalen gavner ikke kun miljøet ved at skære ned på transporten.

Den er også en af Københavns såkaldte Klima+ restauranter og har i løbet af få måneder reduceret sit affald med 30 procent og sænket strømforbruget så kraftigt, at elselskabet troede, der var problemer med måleren.

Max kapacitet: 65 pax (+ 90 pax i anneks)

Restaurant Kanalen Christianshavn

Wilders Plads 2

1403 København K

Tlf: 32 95 13 30

Yderligere information: Hjemmeside
Åbningstider:

Åbent: Man-lør 11.30-24.00